Pseudotvillinger gone wild

Dette indlæg er skrevet oven på en dag, hvor jeg virkelig har fået testet min evne ud i den ædle kunst ‘tålmodighed’. Så sent som i går skrev jeg om idyl, legeplads og efterårssol. Well, piben havde en anden lyd i dag. De fleste dage som mor til pseudotvillinger er skønne. Og så er der de enkelte dage, hvor det hele simpelthen bare går op i hat og briller, blip-blåp, gråd og tænders gnidsel.

Det starter allerede i vuggestuen klokken 15. Lille E er helt opslugt af at smække sandkager sammen i sandkassen og vil IKKE med hjem. Men det vil mini E, der – som en typisk 1-årig – er jublende glad for at se mor og bare vil… ja: hjem. Så følger en lang forhandlingstaktik som jeg ikke vil uddybe nærmere – jernmor har allerede gjort det så glimrende her – som kulminerer i et grædende barn, der får en nedsmeltning lige ved vuggestuens hovedindgang foran en betuttet lillebror, der forundret kigger på. For ikke at glemme alle de kompetente forældre, der roligt defilerer forbi med deres artige enebørn, mens de høfligt forsøger at ignorere det mærkværdige optrin.

Hu-hej, resten af eftermiddagen er et stort tivoli af konflikter. Hver gang den ene af de to små er glad, ja, så skal den anden nok se at få det ødelagt. Og mor løber spidsrod mellem parterne for at få ro på. Status: Lille E har i løbet af eftermiddagen 3 gange formået at få væltet mini E omkuld, der er blevet smidt en legetøjscookie i toiletkummen, 4 par strømper er blevet mast ned i spaghetti-sien(?!), ingen ville spise på samme tid og maden skulle derfor varmes løbende og serveres i små etaper mellem klokken 17 og 18.30, mini E er i gang med at lære at gå – hvilket er fantastisk – men han er samtidig til evig fare for sig selv og jeg fik kun med nød og næppe reddet ham fra et flugtforsøg fra højstolen.

Et af dagens små lysglimt: Sjov med storebror på vej hjem fra vuggeren

Nu sover de begge sødeligt og jeg trækker vejret og forsøger ihærdigt ikke at føle mig som en fiaskomor. I morgen er en ny dag. Og så tyer jeg til min gamle ven DR TV, hvor DR2 fejrer alko-uge-40 med programserien ‘Sidste omgang i whiskybæltet’ – et indblik i kendte danske forældres kamp mod alkoholen. Og det dulmer da unægteligt samvittigheden lidt, at jeg i det mindste ikke er skidefuld og på rulleskøjter gennem mine børns barndom.

Men alt i alt, en knap så boomblastic dag. I hører fra mig, når der atter er vind i sejlene 😉

Efterårsferie: Sol over legepladsen og Akkari-feber

Efterårsferien har ramt os – det er skønt! Særligt nyder vi eftermiddagene i efterårssolen og synet af de mange smukke gyldne blade, der indhyller hele Nørrebro i et vidunderligt malerisk skær. Jeg har tidligere nævnt, at der er fordele ved at have bosat sig i et såkaldt udsat boligområde. Her kommer endnu en lille fordel:

I gården har vi en fantastisk bemandet legeplads med sandkasse, rutschebane, cykler og bare alt, hvad et børnehjerte kan begære. Det bedste er, at det er yderst sparsomt med andre besøgende, så vi har næsten altid det hele for os selv.

leg børn legeplads akkari islamisme integration

Jeg har lige opdaget denne lille perle af en lege-oase og den er så meget bedre end den evigt overfyldte ‘Flyverlegepladsen’ i Nørrebroparken, hvor vi ellers altid har holdt til. Et sted plastret til med børn og forældre inden for hegnet og kaffevogne, pushere og øldrikkende unge lige udenfor. Det har ganske vist også sin særlige Nørrebro-charme på en sommerdag, men det er nu fedt at have det hele for sig selv i ulvetimen, hvor der er tryk på alle kedler i forvejen.

legeplads nørrebro akkari islamisme lundtoftegade ghetto

Der hersker ofte totalt kaos, når de to små kommer hjem fra vuggestuen, fordi der er for meget krudt i numserne efter en hel dag med gang i den blandt alle de andre børn. Men hvor er det afstressende at tage en halv time på legepladsen, hvor vi lige bliver tunet ind på hinanden igen. Og den sidste energi bliver brændt af inden aftensmad og sengetid.

Apropos sengetid: Jeg læser i disse dage Ahmed Akkaris bøger ‘Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’ og ‘Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ fra henholdsvis 2014 og 2018, når de to små endeligt er puttet i seng ved otte-tiden.

akkari ahmed islamismen muhammedkrisen integration politik anmeldelse afsked dobbeltspillet

Husker du Ahmed Akkari? Imamen, der under tegningekrisen i 2005 og 2006 pakkede sit habengut, drog til Mellemøsten og mobiliserede muslimske organisationer i protest mod Jyllands-Postens 12 tegner af profeten Muhammed? Jeg husker de dage tydeligt. Jeg var blot 18 år og arbejdede r**** ud af bukserne på plejehjemmet i min lille jyske provinsby for at spare penge op til at rejse til Indien. De slidsomme aftenvagter blev altid rundet af med en halv times Deadline på DR2 i de ældres TV-stue, når alle på plejehjemmet var blevet lagt godt i seng, jeg havde ryddet op på fællesarealerne og som sidste mand sad søvndrukkent på skansen og ventede på, at nattevagten skulle overtage min vagt klokken 23.10.

Her fulgte jeg den dramatiske udvikling. Hver aften var det hele eskaleret en lille smule yderligere og alverdens debattører var inde i studiet for at give deres besyv med. Det var meget foruroligende, syntes jeg, og jeg var ret påvirket af den triste udvikling og de skarpe fronter. I slutningen af januar 2006 vinkede jeg farvel til Danmark og tog til dejlige Indien. Langt væk fra ret til at håne, spotte og latterliggøre og totunget imamtale. Mens jeg nød livet med fantastiske eventyr i Himalaya-bjergene eksploderede krisen globalt med ambassadeafbrændinger og boykot af danske varer. Da jeg kom hjem fra Indien godt tre måneder senere, var stormen stilnet af.

Og nu sidder jeg så her – 12 år senere – hver aften i sofaen og labber Ahmed Akkaris minder og refleksioner i mig. Det er kanonspændende læsning sprængfyldt med overraskelser. Akkari har fortrudt sine handlinger og i sin selvransagelse deler han rundhåndet ud af insider-information om alt det, han oplevede før, under og efter krisen. Intet er sparet væk og ingen bliver skånet: Den interne splittelse de danske imamer imellem beskrives detaljeret, et internt møde med daværende chefredaktør på JP, Carsten Juste, gennemgås og det afsløres, hvordan danske toppolitikere hemmeligt opsøgte Akkari og hans allierede i forsøget på at mele deres egen kage og underminere Anders Fogh Rasmussens statsministerpost. Selv Arla river han med i faldet ved at insinuere, at mejerigiganten simpelthen bestak imamer i Mellemøsten med store beløb mod at de til gengæld manede de vrede masser til ro og besindighed.

ahmed akkari min afsked med islamismen muhammedkrisen dobbeltspillet kampen anmeldelse

Men størst af alt er Akkaris personlige fortælling og den indre rejse, han begiver sig igennem: Fra glad fodbolddreng i Thy til nysgerrig ung muslim i moskeen i Aalborg til anset prædikant, der slider de danske motorveje tynde på sin moske-turné rundt i landet og så endeligt hans kamp mod Jyllands-Posten, der efterfølges af svigt fra hans allierede og en personlig nedtur, der leder ham til den grønlandske indlandsis, hvor han går i selvvalgt eksil som folkeskolelærer.

ahmed akkari min afsked med islamismen muhammedkrisen dobbeltspillet anmeldelse bog

Jeg kan simpelthen ikke slippe bøgerne og er helt ked af, at jeg ikke længere er historiestuderende på uni. Jeg ville i hvert fald elske at grave ned i alle kilder og vidnesbyrd fra de hektiske vintermåneder i 2005-2006, da Danmark stod på den anden ende. Jeg er sikker på, at det bliver fast pensum for fremtidens historiestuderende, der engang om nogle år må sidde og svede over alle de modstridende statements og handlinger, der blev givet og gjort under krisen.

Så en klar anbefaling til alle, der ikke ved, hvad de skal bruge efterårsafterne på og bare gerne vil læse en rigtig god fortælling 🙂

Ps. Se det rørende møde mellem JP’s forhenværende kulturredaktør Flemming Rose og Ahmed Akkari i Deadline-studiet i foråret 2018 her.

Karens kaloriekiller-kylling i kokos og karry

Jeg har været væk fra det virtuelle univers i mere end et par dage = der er ikke sket en hujende [bip] her på bloggen. Sorry! En mini-influenza er årsagen – som både jeg, lille E og mini E har været ramt af. Men nu er vi alle atter på højkant og mor her har taget styringen igen.

Der er kommet flere spørgsmål til mr. E’s vægttab – spørgsmål, der mest går på, om jeg kan lægge flere opskrifter op her på bloggen. Og ved I hvad, kære venner, det får I her. Må jeg præsentere: Karens kaloriekiller-kylling i kokos og karry. Den er minimal på kaloriefronten, maksimal på smagsfronten, pumpet op med proteiner og kulhydraterne er skåret helt ind til benet. Og: Så er den billig og virkelig nem at lave. Bingo!

Retten udviklede jeg i de fattige SU-år, hvor jeg kun havde mig selv at lave mad til når jeg kom hjem fra uni. og arbejde. Det var samtidig den epoke i mit liv, hvor jeg havde lidt for meget sul på sidebenene og her er denne menu genial. Særligt hvis du, som os herhjemme, spiser den med en grøn salat i stedet for med ris og brød som ellers er kutyme. Prøv f.eks. at mixe den med denne her grønne salat.

Jeg er ikke fan af det østasiatiske køkken og synes, at de traditionelle opskrifter på kylling i wok er fyldt med alle mulige og umulige ingredienser (fiskesauce, limegræs og jeg ved ikke hvad) – derfor er denne udgave i stedet præget af mellemøstlig/indisk smag: Mere fyldig og med et absolut minimum af ingredienser.

Karens kalorie-killer kylling i kokos og karry

Det skal du bruge:

1 kilo kylling- eller kalkunfilet/-bryst
2 poser frossen wokmix (2 x 500 gram)
1 stor dåse kokosmælk light
4 fed hvidløg
1-2 hønseboullion
Karry
Fajita krydderimix
Garam masala

Det skal du gøre:

Snit hvidløget fint og svits det i din work. Skær kyllingen ud i mundrette bidder og steg det sammen med hvidløget. Krydr kyllingen med karry, fajita og garam masala. Når kyllingen er gennemstegt, hælder du de to poser grøntsager i wokken. Rør rundt og vendt på, at grøntsagerne er optøet og gennemvarmet – det kan godt tage lidt tid. Til sidst tilføjer du 1-2 boullionterninger opløst i lidt kogende vand samt kokosmælken. Rør godt rundt og vent på, at retten er gennemvarm. Smag til sidst retten til og tilføj evt. ekstra krydderier. Et voila! Maden er klar!

slankekur kalorier protein kulhydrater kylling karry kokos

Hvidløg sikrer sammen med karry en dejlig dyb bundklang i retten…

 

proteiner kulhydrater kalorier kylling karry kokos

Wokmix! Den dovne og prisbevidste koks bedste ven. Masser af grøntsager, kun 37 kalorier pr. 100 gram, ingen snittetid og koster en flad 10’er. Nice!

 

karry kylling kokos proteiner kalorier kulhydrater grøntsager opskrift

Vente, vente, vente… I mens kan køkkenet lige blive ryddet op.

Sidste finish: Kokosmælken, der sikrer den lækre, cremede smag.

Og her det endelige resultat!

Psst! Fik du læst om mr. E’s forvandling? Se den her: Min mands vilde vægttab.

Det glade ghettoliv – fordele ved at bo i en betonørken

Midt i al armoden her i vores udsatte boligområde er der også lyspunkter. Ja, du læste rigtigt! Der er fordele ved at bo i et område stemplet som ‘uegnet’. En af fordelene er, at folk ude fra det ‘rigtige samfund’ finder os eksotiske og spændende emner at studere.

Det mærkede vi bl.a. forleden, hvor en sej ung fotografstuderende tilfældigt kom forbi for at dokumentere livet i vores boligblokke til en opgave, han havde fået stillet på skolen. Og hvad kom der så ud af det? Nogle dejlige fotografier til familiealbummet af livet som det ser ud her i betonørkenen. Se bare her:

lundtoftegade ghetto integration

lundtoftegade ghetto integration

“The mental load” – hyldest til os mødre

Min seje moster Hanne har fire børn. Lige som mig. Forskellen på os er blot den, at moster Hannes børn nu er voksne selvkørende mennesker med tjek på tilværelsen, mens mine er på det stadie, hvor de har brug for hjælp til alt lige fra at åbne emballagen på en frugtstang og hælde vand i et glas (vores to små børn) til at komme ud af fjerene om morgenen og til at få rettet diverse stile, rapporter og afleveringer (vores to store børn).

Med min status som mor følger en masse flashbacks fra barndommen og jeg kommer jævnligt i tanke om episoder fra 90’erne, som jeg nu ser i et helt andet lys. Eksempel: Min mors mange telefonsamtaler med moster Hanne hjemme på fastnettelefonen i barndomskøkkenet (hvordan hulan kunne de snakke SÅ meget og SÅ længe?!) Og helt specifikt en samtale, hvor moster Hanne fortalte om en særlig kaotisk dag, hvor det hele bare var blevet for meget (med mine fætre og kusiners interne slagsmål, råben, skrigen og rod) og hun simpelthen til sidst havde sat sig midt på køkkengulvet og tudet i afmagt. Hvortil hendes fire børn blot næsvist var begyndt at grine 😀 Jeg må indrømme, at jeg også selv har moret mig meget over den historie. Vel at mærke INDEN jeg selv fik børn.

Nu har piben fået en anden lyd og jeg forstår sørme godt moster Hanne. Jeg har den dybeste respekt for mødres indsats. Verden over kæmper vi alt hvad vi kan for, at vores børn skal blive rustet så godt som muligt til livet: Blive fyldt med kærlighed og omsorg, lære at afkode grænser og normer og få tilstrækkelig viden til at kunne navigere som voksne.  Og så jonglerer vi hele tiden med ‘the mental load’. Oh yes, it’s actually a thing!

mor mødre mental load barsel

The mental what?

The mental load: Alle de aftaler, opgaver og ting, der skal ordnes, som hele tiden ligger og rumsterer i en mors baghoved. I lang tid har jeg undret mig over, hvordan jeg er blevet så distræt og kan glemme helt basale ting som at svare på en sms eller mine venners fødselsdage. Hvordan er sådan en som mig, der, trods alt, er kommet igennem en uni-uddannelse kombineret med to studiejobs og et frivilligt arbejde on the side, pludseligt blevet reduceret til en demens-agtig skabning, der glemmer dette og hint og i øvrigt også altid kommer for sent til alting?

Svaret kom som en lysende åbenbaring til mig under et foredrag med feminist, blogger, instagrammer og tidligere medlem af Girls Squad, Ekaterina Krarup Andersen, i sidste uge. Her forklarede hun ganske kort begrebet – og jeg fatter nu, hvor mange ‘usynlige’ ting, som jeg hele tiden får ordnet. Her er f.eks. status på min ‘mental load’ en mandag formiddag (kun familiære ting, dvs. fraregnet personlige ting, gøremål og aftaler)

  • mangler bleer og vådservietter til børnene kommer hjem
  • opvaskemaskinen mangler tabs
  • vasketøj skal hentes i vaskeriet
  • oprydning på badeværelse og børneværelse
  • indkøb af aftensmad
  • bestille navneetiketter til børnenes tøj
  • tilmelde os forældremøde i vuggestuen
  • melde tilbage på kampoversigt til håndboldklubben (hvornår kan vi vaske, køre til kamp og have frugt med?)
  • betale for sæsonens nye håndboldklubtrøje
  • indkøb af huer og vanter til de små (glemt på den store Reshopper-turné for et par uger siden)
  • Lille E mangler strømper
  • research på gode børnehaver i området og skrive lille E og mini E op hos Pladsanvisningen
  • melde tilbage på invitation til barnedåb
  • hjælpe vores teenager med fremlæggelse i religion i 3.g
  • ForældreIntra – åh, ForældreIntra!

Allesammen bittesmå opgaver, som alligevel ender med at tage en masse tid i det store hele. Og som i større eller mindre grad hele tiden ligger og fylder på harddisken. Og det – tror jeg – er en stor del af forklaringen på, at jeg har svært ved at huske fra næse til mund. Pyha! Det var rart lige at få et andet mærkat at sætte på min hullede si af en hjerne. “Jeg kæmper med min ‘mental load’ lyder altså unægteligt sejere end ‘jeg er såmænd bare ved at blive en smule små-senil’.

Hvor bliver hyldesten af?

Ja ja, jeg havde jo lovet det – og nu kommer der så lidt ros og anerkendelse til os mødre (når vi nu ikke får det i form af lønforhøjelser og bonusordninger):

Ét er at passe et barn i x antal tid. Noget andet er at være mor. At passe et barn indebærer alt det synlige arbejde: bleskift, madning, tøjskift osv. Men at være mor er så meget mere end det, folk umiddelbart forbinder med at være mor. Udover alle de praktiske ting, som skal gøres, ligger den store meta-overbygning, hvor alt skal planlægges, så ens små guldklumper dag efter dag har et godt og trygt liv, der fører til en god og lysende fremtid. Og det mestrer vi sgu!

Tænk engang. Vi lever i et samfund, hvor det er folk med en stor karriere, der bliver skrevet side op og side ned om i aviser og tykke biografier. Har man nogensinde hørt om en storslået portrætartikel, der beskriver en mors lange liv med succeser og fiaskoer med virkomheden ‘MOR A/S’? Komplet med kommentarer fra ledende figurer omkring hovedpersonen, der kommer med malende beskrivelser af de store milepæle? Og receptioner og foredrag i kølvandet på bogudgivelsen? Jeg har ikke.

Men hvad er større end at opfostre små børn til at blive glade, selvkørende voksne, der en dag selv bidrager til samfundet gennem arbejde og evnen til at have gode relationer til deres omgivelser? Ikke meget, hvis du spørger mig. Derfor: Stor respekt og anerkendelse til alle jer mødre derude, der hver dag sørger for, at familiehjulene kører rundt takket være alt jeres overblik og kærlighed. I er for seje og I fortjener en medalje!