Først og fremmest: Undskyld. Jeg lovede jer i mit seneste indlæg, at mit næste indlæg – altså dette – ville byde på en anmeldelse af søvnredskaber til babyer. Men det er alligevel ikke det, jeg vil bringe på bane. I stedet skal det her handle om, hvor helt utroligt meget lettere det er at passe et arbejde, når man har prøvet kræfter med at være på barsel. OMG! Jeg er virkelig positivt overrasket over hvor godt det kører på mit nye arbejde: Jeg nyder mine arbejdsopgaver, mine kolleger og blot det at have en frokostpause i fred og ro. Tag ikke fejl; det er altså ikke fordi jeg bare sidder og triller tommelfingre på min kontorstol. Jeg er rådgiver for mennesker, der på den ene eller anden måde har ramt et punkt i deres liv, hvor de har brug for hjælp til at komme på ret køl igen. Med andre ord: ofte tunge og triste historier, hvor det umiddelbart kan være svært at se lys for enden af tunnelen.

Alligevel har jeg taget mig selv i at tænke, at det trods alt ikke er lige så uoverskueligt som to søvnløse, grædende børn og et hjem, der sejler i spildte havregryn, ensomme strømper uden makker og en pakke vådservietter, der med stor omhyggelighed er blevet parteret og spredt ud over hele stuen. Og jeg er da også væsentligt mindre smadret klokken 16 efter en arbejdsdag end klokken 16 på en barselsdag i den hårde ende af skalaen (dem med sygdom, tigerspring, tandfrembrud, sporadisk søvn osv.)

Ja, du gættede rigtigt: Den jublende and til højre skal forestille mig… 😉

Hvad kan jeg så udlede af det? Ja, at jeg nok er ved at bevæge mig over i det kor af hovedsageligt kvinder, der af og til i Politiken-kronikker synger ‘det er hårdere end man tror’-barselssangen. Hvorfor? Fordi man på arbejdet (i hvert fald mit):

• modtager ros og anerkendelse fra chef, kolleger og kunder
• møder ind, arbejder, tjekker ud – og holder så fri
• lægger en plan for dagen, som ved dagens afslutning som regel er blevet fuldført: forudsigelighed
• har pauser
• kan få råd og hjælp fra sine kolleger
• har præsentabelt tøj på uden gylp, mælk og snot
• snakker med mennesker på et niveau over ‘agyyyy’
• sidder i pæne omgivelser, som andre (læs: rengøringspersonalet) end en selv har sørget for er pæne

Jeg er ikke den eneste, der har gjort mig denne aha-oplevelse med, at det åbenbart er mere krævende end man skulle tro at være hjemmegående barselsforælder. Læs bare, hvad Scott – en af de skøre fædre i Kanal 4’s ‘Mænd på barsel’-program – har at sige efter to måneder på barsel:

Så du snupper en barsel igen, når nummer tre melder sin ankomst?

Scott: – “Hmm … jeg ved det ikke helt. Det gør jeg nok ikke. Jeg følte mig især helt vildt dvask den sidste halvdel af barslen – jeg savnede det sociale og fornemmelsen af at komme igennem dagens tjekliste. Og det er lidt kontrastfyldt, for på den ene side er mine unger det mest dyrebare, jeg har, og jeg elsker dem ubetinget. Men jeg holder faktisk mere fri i mit hoved, når jeg lukker hoveddøren herhjemme og går på arbejde, end når jeg åbner hoveddøren og går herind igen.”

Hvorfor?

Scott: – “På arbejdet véd jeg, hvad der sker, hvis jeg ikke laver tingene ordentligt eller afleverer dem til tiden. Med børn er det bare så uforudsigeligt … hvad får jeg hjem fra dagpleje eller børnehave i dag? Er de sure, trætte, glade? Det er sådan en konstant: Hvad dag har vi i dag? (…) Jeg har nok haft indtryk af, at der er for meget tid i en barselsorlov, hvor du ikke får lavet noget … fornuftigt. Det finder man så lige ud af, når man selv går på barsel – tiden er bare ikke til noget som helst! Og når man så endelig har et øjeblik, vil man egentlig bare gerne lige sidde og lave ingenting.”

Ja, ja… Nogle gange skal man lige have en intens oplevelse inden man rigtig kan sætte pris på det, man har – altså ens job. Og med intens oplevelse mener jeg barsel. Mine barselsorlover har i hvert fald været en kanon ‘boost-din-arbejdsglæde’-workshop for mig 😉

Læs her om min tid på barsel: Nu bliver det godt at ‘komme i gang igen’ – bye bye barsel!

Og klik her for at læse hele interviewet med barselsfar Scott: Scott holdt to måneders barsel: ‘Jeg undervurderede totalt, hvor stort et arbejde det er’

#bloggersdelightplus

Det viser sig, at 2 andre på min arbejdsplads også lige er kommet tilbage fra barsel. Oven i hatten er der tre af mine kolleger, der også er mødre til pseudotvillinger. Så ja, det måtte jo ske: Den store søvnsnak. Den oprandt i dag under frokosten, hvor lidelses- og opmuntringshistorier blev delt flittigt. Det fik mig til at tænke på alle de tiltag, jeg har været igennem for at få mine børn til at sove. Et kort overblik over hvad jeg har gjort:

• travet frem og tilbage med Lille E i klapvogn ved midnatstid i den mørke decembernat på brostenene i Vedbækgade ved Stefanskirken
• spadseret op og ned ad Nørrebrogade med Lille E i Ergobabyen klokken 04.30 en sommermorgen blandt fulde, sorgløse mennesker på vej hjem fra byen
• haft en periode med Lille E, hvor hun udelukkende kunne sove i sin klapvogn, mens jeg rullede hende frem og tilbage om natten
• de første 7 måneder sov hun aldrig andre steder end i min slyngetrøje – det vil sige, at jeg skulle trave rundt 3 gange om dagen med et barn, der vågnede med et spjæt, så snart jeg satte mig ned
• brugt min telefon natten lang til at køre app’en SleepBaby for fulde drøn (til dem, der ikke ved, hvad SleepBaby er: en simuleret føntørrerlyd, der blæser løs, så ens lille pus stadig føler, at det ligger trygt og godt i mors mave)
• siddet med Lille E i nattens mulm og mørke og i afmagt stirret på Little Baby Bum sammen med hende de nætter, hvor hun var lysvågen og jeg efter utallige putningsforsøg måtte kapitulere og tænde for TV’et for at få ro (ikke særligt konstruktivt, I know)
• haft lammende ondt i mine lår af at sidde på sengekanten og hoppe op og ned som en maniac med Lille E i favnen
• ammet og ammet og ammet og ammet og ammet hver evig eneste gang, hun vågnede om natten – nogle gange hver halve time

Ja… Listen er lang. Nogle ting har jeg sikkert lykkeligt fortrængt og de er derfor ikke nævnt. Og listen omfatter kun Lille E. Turen fortsatte med Mini E. Dog i langt mindre skala, da han alle dage har haft et noget bedre sovehjerte end sin storesøster. Men for syv-sytten da, hvor har de her små 3 år med søvnfrustrationer egentligt trukket tænder ud. Det blev jeg lige mindet om i dag i den ellers så hyggelige frokoststund.

Før jeg fik børn, fattede jeg ikke rigtig, hvorfor forældre altid ævlede om søvn. Når mine veninder, der allerede var mødre, begyndte at snakke om deres børns sovevaner, lyttede jeg da høfligt med. Men sagens smerte gik aldrig rigtigt op for mig. Lige som jeg erindrer en scene i en af Klovn-filmene, hvor Casper og Frank kommer hujende og jublende hjem til Frank – i kanon humør – for glædesstrålende at overbringe Mia en god nyhed. På vejen formår de dog at vække Mia og Franks lille baby, der sover i barnevognen, og så er helvede løs i form af en Mia, der skælder og smælder. ‘Nå, nå, sikke da en tvær reaktion’ tænkte jeg. Men det var dengang!

I dag er jeg selv hende moren, hvis mund forvandler sig til en streg, mens øjnene skyder lyn, når nogen (læs: en i familien) vækker Mini E eller Lille E. AAARGGGH! Det er bare det VÆRSTE, jeg ved. Det kan gøre mig helt sindssyg. Så jo, jeg forstår nu til fulde vrede mødre, der flipper ud over børn, der bliver vækket af ubetænksomme, lalleglade mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, hvilken kamp det kan være at få et barn til at overgive sig til søvnen. Det er da også derfor at jeg har været villig til at betale ved kasse 1 hver gang jeg er stødt på et produkt med det magiske ord ‘søvngaranti’.

Og hvad er det så løbet op i? Jo, godt og vel 6000 kroner. For to slyngevugger i forskellige størrelser, 3 tyngdeposer i forskellige størrelser, en såkaldt slyngetrøje, 2 forskellige strækvikler og en ErgoBaby. For ikke at tale om antal timer brugt på at granske sundhedsplejerskerne Helen Lyng Hansen og Else Guldagers mere eller mindre fantastiske svar på frustrerede mødres søvnspørgsmål på netsundhedsplejerske.dk. Jeg er ikke den eneste: 7623 spørgsmål er der indtil videre stillet om søvn til stakkels Helen og Else, der efterhånden må have udviklet begyndende slidgigt i fingrene af at svare på alt lige fra opvågninger og bamser til søvnassociationer og night terror.

Min allerførste investering i babysøvn: Slyngetrøjen, som Lille E nærmest boede i de første tre måneder af sit liv

6000 kroner. Det svarer til en charterferie for 2. Eller til de mange kjoler, jeg ikke har købt til mig selv de sidste par år. Har det været pengene værd? Hvad virker – og hvad virker ikke? Det vender jeg stærkt tilbage med i mit næste indlæg. Stay tuned, hvis du også er ved at gå i hundene af manglende nattesøvn 🙂

#bloggersdelightplus

Det er åbenbart blevet trendy at leve minimalistisk. Hurra for det! For her kan vi da virkelig være med.

Vi bor 6 personer på 72 kvadratmeter. Det giver lige præcis 12 kvadratmeter pr. person at boltre sig på. Til sammenligning er det gennemsnitlige boligareal for en dansker på 52 kvadratmeter. Men den tendens er altså ved at vende, forstår man: Særligt i København indretter vi os på mindre plads. Så vi er simpelthen first movers herhjemme – uden helt at have vidst det 🙂

Så mange mennesker på så lidt plads; det stiller krav til ens evne til at skille sig af med ting. Jeg synes, at vi bruger en hel del tid af vores liv på at rydde ud i gemmerne. Sådan ca. hvert halve år får hjemmet den helt store tur: Alle mand – undtagen de to små selvfølgelig – går vi simultant amok i en oprydningsrus, hvor der bliver skippet ting afsted til den helt store guldmedalje. Noget går til storskrald i gården: Her står romaerne med deres cykler klar til at overfalde varerne, så snart mørket falder på for formodentligt at videresælge dem til en slik nede ved Nørrebro Station. Aflagt tøj går til VIOMIS, der sender klæderne til Syrien, hvor folk forhåbentligt kan blive varmet i den kolde vinter af vores gamle jakker, sko og trøjer.  Og babytøjet går til min svigerinde og svoger, der har en lille søn, der er 1 år yngre end Mini E.

Det er nemt at finde ud af, hvornår det er tid til at sætte ind med grovfilen over for ting og sager: Det begynder som en snigende tranghed herhjemme og driver over i en frustration over, at det ikke er til at rydde op, fordi alle skabe og skuffer er proppet med paraplyer, ødelagt legetøj, for småt tøj, underlige irrelevanter dokumenter og kvitteringer osv. Og til sidst bliver en af os vanvittig af ikke at kunne være her for ragelse og så starter det: Endnu en kæmpe udrensning.

Det er lige præcis det, vi har brugt dagen i dag på og jeg lover jer, høsten var god! Otte sorte sække spækket med eksempelvis: et stk. brødrister (vi havde åbenbart 2), 6 stk. flyverdragter (alle for små), 4 par sandaler, 4 sæt puslespil (alle med manglende brikker), 2 rullekufferter (begge defekte), 1 stk. kasket (tilhørende Mr. E og den er så tudegrim og har virkelig været en torn i øjet på mig i 2 år nu og derfor så jeg mit snit til endelig at aflive den – jeg håber ikke, at han læser dette indlæg) og et stort skrummel af en saftpresser, som blev købt i et sundhedsflip i august 2016 for derefter at blive brugt 3 gange og aldrig rørt igen.

Lidt af dagens fangst: Kæmpe partisantørklæder og 2 smadrede giga-rygsække. Ud med det!

Det er så berusende lækkert at skille sig af med rod: Alle de ting, som man ikke rigtigt kan placere noget sted og som primært overlever, fordi man af den ene eller anden grund ikke nænner at give det sparket. Men jeg siger jer; når det først er gjort, er lettelsen så stor. Og jeg har endnu aldrig oplevet at savne noget, som jeg har givet væk. Never.

Random-skabet, som jeg kalder det, efter dagens indgreb. Random, fordi det er det skab, hvor alt rod løbende mases ind og man derfor aldrig ved, hvad der gemmer sig derinde. Det eneste man ved er, at det aldrig er til at finde en skid derinde. Men det er der rådet bod på nu – og der er ikke længere en undskyldning (læs: “jeg kan ikke finde støvsugeren i rodet”) for ikke at støvsuge 😉

Til gengæld ved jeg også – hånden på hjertet – at havde vi haft en kæmpe lejlighed, så ville vi være top-hoardere. Mr. E, fordi han gemmer alt muligt mærkeligt (eksempel: han har gemt 2-3 kilo tyrkiske aviser fra dagene efter kupforsøget i Tyrkiet 15. juli 2016 – en uvurderlig skat for ham, som jeg slet ikke turde nævne som udsmidningsegnet i dag) og jeg, fordi jeg ganske enkelt hader at rydde op og synes det er uoverskueligt at tage stilling til alle mulige små enheder. Så: Længe leve vores lille lejlighed, hvor vi bor småt og lever stort! Og god søndag derude 🙂

#bloggersdelightplus

Inden jeg fik titlen ‘mor’ erhvervede jeg mig titlen ‘bonusmor’. Jeg var helt nøjagtigt bonusmor til vores to store drenge i små to år, inden jeg første gang selv fødte et barn. Det er en titel, som jeg er vildt glad for og vores liv i vores storfamilie på 6 ville ikke være det samme uden mine to dejlige bonussønner. Meget er blevet sagt og skrevet om den sammenbragte familieform. Helt forståeligt, da godt 15.000 par om året bliver skilt og mange finder sammen i nye parrelationer. Der er ikke noget spektakulært ved at være en familie med dine, mine og vores børn; tværtimod er det grundpræmissen for flere familier.

Alligevel rimer ‘sammenbragt familie’ på problemer. Googler man ‘sammenbragte familier’ tilføjer Google fluks termer som ‘problemer’, ‘udfordringer’, ‘terapi’, ‘skilsmisse’ og ‘rådgivning’. I den lidt mere dramatiske genre bliver Berlingske blogger Anna Sophia Hermansens opråb ‘Sammenbragte familier er helvede på jord’ foreslået som relateret emne. Hermansens pointe er i artiklen, at sammenbragte familiers problemer er kernefamiliens problemer ganget op i en skala, der er så stor, at det simpelthen er et projekt, der er dømt til at mislykkes.

Og nu bliver jeg irriterende, sorry, men: Vi har sgu aldrig rigtig haft nogen udfordringer på den front i vores sammenbragte familie herhjemme. Jeg ved ikke helt hvorfor det er gået og stadig går så gnidningsfrit, men al debatten om bonusmødre, -fædre og -søskende har da sat lidt refleksioner i gang i knolden på mig om, hvorfor vi ikke er ved at gå amok på hinanden her på matriklen. Svaret ligger primært i følgende få pointer:

• Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg partout skulle fungere som mine bonusbørns mor. Fra start snakkede jeg og børnene om, at de ikke på nogen måde skulle føle sig forpligtede til at tage særligt hensyn til mig. De måtte gerne tage på Tivoli-ture og mini-ferier alene med deres far og jeg spurgte ofte i starten, om de hellere ville tage snakken alene med far, når de havde noget på hjerte. Det gjorde de i starten – men ikke mere. Nu deler de det meste med os begge – og nogle ting kun med mig
• Far har fra dag 1 givet mig fuldstændigt frie tøjler i forhold til opdragelse. Der har ikke været noget intervention fra hans side på mine vegne. I stedet har jeg nydt hans fulde opbakning i alle beslutninger. Denne fælles forældrefront har skabt ro og enhed i familien
• Jeg har ingen kontakt overhovedet til mine bonusbørns mor og der er derfor ikke nogle diskussioner på den front
• Far har ladet mig tage børnene på tur og ferier alene, hvilket har skabt gode bånd mellem mig og børnene. Vi har vores ‘egne’ oplevelser og sjove episoder, som kun de og jeg kan grine indforstået over

Med udgangspunkt i denne gnidningsfrie proces har jeg tænkt lidt over alle de fede ting, der er ved at være bonusmor. For mig helt personligt. De kommer her:

1. Som bonusmor har du – inden du evt. selv får børn – haft muligheden for at se din mand agere som far. Denne indsigt er værdifuld at have med ind i det nye fælles forælderskab
2. Allerede inden du selv bliver mor, har du prøvet kræfter med opdragelse og smagt på morrollen
3. Overgangen til selv at blive mor er mildere: Dit liv går ikke direkte fra fest og farver over til amning og stofbleer; nej, der er en grooming-periode, hvor du mildt vænnes til et liv med faste rytmer, tegnefilm, legetøj i stuen og tidlig aftensmad
4. Du beriges med dine bonusbørns dejlige selskab og får gennem deres perspektiver og refleksioner et flerdimensionelt billede af din partner
5. Dine bonusbørn er en kilde til nye oplevelser og sjove momenter. Tag dem med i biografen, til Bakken, ud at spise is. Bare dig og dem. Nyd deres selskab og den ære det er at få lov til at bruge tid med dem
6. Når/hvis du selv bliver mor, har dit barn allerede søskende, der glæder sig over den lille ny og står klar til at lege med og yde omsorg for baby
7. Mine bonusbørn kan på ingen måde få hidset mig op i det røde felt, som mine biologiske børn kan. Jeg ved ikke hvorfor – sådan er det bare
8. Bonusbørnene er sjove at snakke og hygge med, når de to små endelig er faldet til ro og sover sødeligt om aftenen

Når de små endelig sover… Er det tid til Snap-selfies og hygge!

Jeg erkender, at ovenstående punkter er rosenrøde og svære at relatere til, hvis man er i en konstellation, hvor det at blive bonusmor har været problemfyldt. Men i betragtning af alle de tunge historier om sammenbragte familier fik jeg lyst til at dele mine positive oplevelser – måske er der endda andre sammenbragte familier derude i det danske land, der undviger fra den triste tendens til, at sammenbragte familier i sidste ende også går i opløsning?

Ps. Fik du læst mit indlæg om alle de skøre ting, som min bonussøn spørger om? Kig med her: Hvorfor er hun så tyk, mor? – Akavede ting, som børn spørger om

#bloggersdelightplus

Så skete det! Jeg starter på arbejde! Fan-ta-stic! Efter samlet set 2½ års barsel med efterfølgende små 3 måneder på dagpenge stempler jeg på mandag atter ind i jobhamsterhjulet. Jeg er vildt glad – og noget spændt på, hvordan det mon bliver at passe et regulært job ved siden af jobbet som mor og husbestyrer.

Jeg har haft to vidunderlige barselsforløb, men én lille ubehagelig tanke har hele tiden ligget og luret i baggrunden: Hvordan skal det gå, når barslen er forbi og det virkelige liv kalder? Grundlæggende begriber jeg nemlig ikke, hvordan alle de seje forældre  i Danmark formår at passe to fuldtidsjob OG have en familie kørende ved siden af med alt hvad det indebærer af aflevering, afhentning, indkøb, fritidsaktiviteter, aftensmad, badning, putning og natteroderi. Hvordan gør I det?!

Jeg må indrømme, at jeg bliver helt svimmel ved tanken om det liv 5 ud af ugens 7 dage. Tanken gør mig svimmel, fordi jeg simpelthen frygter, at den motorvej fører direkte ud i stress, parforholdskrise og værst af alt: skilsmisse. Er jeg mon for pessimistisk? Måske maler jeg fanden på væggen, men… Jeg tør simpelthen ikke tage risikoen og derfor:

Har jeg fundet mig et deltidsjob. That’s right. Mit nye job er sat til 3 arbejdsdage om ugen/24 timer. Til en løn, der er så god, at vi faktisk kan få det til at løbe rundt. Mens jeg på samme tid lige så stille kan finde tilbage på mine professionelle ben uden alt for megen stress og jag. Jeg føler mig helt vildt priviligeret over denne mulighed. Det er en løsning, som jeg har drømt om, men som jeg ikke troede var mulig. En hurtig søgning på jobindex afslører den barske sandhed: Højtlønnede deltidsjob er en by på Månen. Det danske arbejdsmarked er virkelig sort/hvidt: Enten giver du den fuld skrald på fuldtid eller også må du halte dig igennem på en lav deltidsløn med supplerende dagpenge. Sådan groft sagt.

Men det ser ud til, at jeg denne gang er lykkens pamfilius. Så nu vil jeg nyde min sidste weekend på dagpenge inden det går løs på mandag klokken 08.00. Vel og mærke EFTER børnene er blevet affodret, vasket, klædt på og fragtet i vuggestue. Stay tuned for updates fra det virkelige liv! 😉

Ps. Og læs her om en af mine prøvelser som jobsøgende : Robust – og handlekraftig – ja tak! Reportage fra en jobsamtale

#bloggersdelightplus