'Fra bagdel til fordel': Anmeldelse af assATTACK

Nu bliver det godt ‘at komme i gang igen’ – bye, bye barsel!

Lige hjemvendt fra en gåtur med min veninde, der er jurist, karrierekvinde og single uden børn. Min barselsorlov, der har strakt sig siden sønnikes ankomst til verden i august sidste år, synger nu på sidste vers. Ergo: Jeg skal ud af hjemmets trygge rammer og indtage min plads i det karrieremæssige hamsterhjul igen.

“Men bliver det ikke også rart at komme lidt i gang igen?” spørger min veninde nysgerrigt, mens vi slentrer ned ad Nørrebrogade. Jo, det gør det! Men altså; kan alle vi, der har været på barsel, ikke godt blive enige om, at man nok aldrig er mere i gang, end når man er på 24/7 med en lille klump kærlighed i vægtklasse 3-10 kilo? Aldrig i mit liv har jeg udvist større stamina, tålmodighed og overbærenhed end mine samlede 22 måneder som ammende mor/serviceapparat for mine to yngste børn og aldrig før har jeg i den grad oplevet at være på døgnet rundt.

Hvilke kompetencer tager jeg så med mig ud som tilbagevendende fra barselsslagmarken?

En hurtig brainstorm:

  • Fænomenalt overskud: Evnen til at amme den halve nat væk i månelysets skær OG alligevel være på klokken 7 næste morgen, når familiens øvrige børn vågner og skal hjælpes afsted mod skole og vuggestue
  • Køligt overblik: Evnen til at holde hovedet koldt, når mindstemanden græder på 2. time på trods af, at jeg har danset, hoppet og vugget ham rundt non-stop
  • Multi-tasking: Eksempelvis at røre rundt i en gryderet med venstre hånd alt imens jeg balancerer mindstemanden på højre arm, min 2-årige datter klamrer sig til mine ben og råber på knækbrød/vand/agurk/Gurli Gris og sønnike på 12 år har travlt med at berette om, hvor sej han var til dagens håndboldtræning
  • Omstillingsparathed: Klokken er 21.30, alle børn sover omsider sødeligt og jeg splatter ud i sofaen i mit udtjente tøj pyntet med sporadiske gylppletter. My God, trætheden er lammende og i hovedet kører titelsangen til Paw Patrol på repeat. Men hov, jeg er jo også nogens kæreste og der er et parforhold, der skal holdes i live! Ud under bruseren, pænt tøj på og frem med den romantiske side. Partid. Skønt! 2 timer senere: Lillemanden kvækker ovre fra sin vugge, der skal ammes og så er det af med killingekasketten og frem med de hårde varer: mælk og moderkærlighed
  • Forhandlergen og overtalelsesevner på højde med Francis Underwood: “Elskliiiiiing? Hvis nu jeg tager morgentjansen i morgen, kan du så ikke tage de to små med på legepladsen om eftermiddagen?” *Store dådyrøjne og strygen over ryggen*
  • Fleksibilitet: Du troede, at dagen skulle gå med at få kvalt bunkerne af vasketøj og derefter oprydning i tøjskabet. Men du tog fejl. Lillemanden vågner op med skoldkopper og dér røg den dag – og den efterfølgende uge. Kalenderen bliver ryddet og alt erstattes med rollen som sygeplejerske for dit lille pus
  • Individuelt ansvar: Alle, der har været solo på barselspinden, kender det. Man er aldrig mere alene end i de 8-9 timer fra morgenstund til fyraften, hvor ens bedre halvdel træder ind over dørtærsklen som en frelsende engel. I disse timer er man lonely rider aka. Superwoman og klarer ALT selv

Ja, listen med kompetencer rekvireret under en barselsorlov er egentligt alenlang nu hvor jeg sidder her og tænker over det. Så jo, det bliver spændende at indtage arbejdsmarkedet igen, men “i gang” – dét har jeg altså været 24/7/365 de seneste to år.

Hvilke kompetencer tager/tog du med dig fra din tid på barsel?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'Fra bagdel til fordel': Anmeldelse af assATTACK