En fødsel? Det tager da 2 timer – max!

Mini E fylder 1 år i dag. Han er blevet fejret med frugtstænger, rosiner og overskårne vindruer i vuggestuen. Klokken 08.30. Ja, de er jo tidligt ude af fjerene i den alder, så hvorfor vente med at starte festlighederne?

Sidder og kigger i papirerne fra Rigshospitalet. Tænker tilbage på den augustdag for et år siden. Og bliver helt rørt.

Det var en ret træls, lummer mandag. Jeg var nået til uge 39+4 og havde ramt de plus 18 kilo. Pirrelig, tung og træt satte jeg mig for at eftermiddagen skulle gå med storvask i fællesvaskeriet. Asede ned med fire proppede IKEA-poser. Vendte hjem med rent tøj. Nu endnu mere træt. Fik sagt til mr. E, at jeg følte mig rastløs og ville gå en tur. Dér satte han foden i jorden. ‘Dig! Du bliver bare herhjemme. Og nu lægger du dig ned på den her sofa og så ser du den her spændende DR-dokumentar om Helle Thorning Schmidts vej til magten.’ Som sagt, så gjort. Liggende som en hval i sofaen, begyndte jeg at føle mig lidt underligt til mode. Klokken var blevet 18.30. Børnene masede rundt i stuen, travlt optaget med leg.

Fik hvisket til mr. E: ‘Jeg har det lidt mærkeligt. Tror du, at jeg er ved at føde? Jeg tror det ikke selv, men hvad tror du?’ Han sprang op – som skudt ud af en kanon. ‘Børn! Hør lige her! Stå stille! Karen føder muligvis lige om lidt! I skal være 100 procent på nu! Sønnike, du tager tasken og går ned i bilen. Og lille E, hun bliver passet af dig, hr. teenager.’ Oh my god, tænkte jeg, hvorfor nu alt det postyr. Jeg har det jo bare lidt underligt. Fik mig krabbet op fra sofaen – og faldt sammen på gulvet. Okay, det gjorde pludseligt pænt ondt i maven. Argh – ve! Endda en intens en af slagsen. Endelig stoppede det og jeg humpede ud mod elevatoren, hvor mr. E og sønnike allerede ventede. Vi begyndte alle sammen at grine. Lige indtil den næste ve sparkede latteren ud af mig. Av for hulan da!

Bilturen var en kombination af eufori og smertehåndtering. Vel inde på fødegangen blev jeg undersøgt af en temmelig knotten jordemoder, der havde munden fuld af den sandwich, hun var i gang med at fortære. ‘Er du sikker på, at du har veer?’ var hendes første spørgsmål – og hun blev ved med at spørge om det, mens jeg i stærke smerter fik mig bugseret over mod briksen. ‘Ja, det tror jeg da. Jeg har ondt i maven. Jeg har det som om, at jeg skal på toilet.’ Jeg skævede over til sønnike og mr. E, der stod klar til at hjælpe mig op. ‘Men ER det veer?’ spurgte hun for tusinde gang. ‘HØR lige her…’ brød mr. E ind ‘… når Karen siger, at hun har ondt, så er det fordi det GØR ondt. Hun er ikke en pivskid. Hun er en ekstremt sej kvinde. Så ja, hun har veer!’

Jordemoderen tog et tjek. 5 centimeter åben. Klokken var 19.25. ‘Kom med over på fødestuen’ sagde hun. ‘Og du skal gå derover selv.’ Jeg ved til dato ikke, hvorfor det var så vigtigt at pointere. Ved bare, at jeg ville have givet min højre arm for at blive sat i den kørestol, som stod lige ved siden af briksen. Men nej. Vi skulle gå. Jordemoderen var allerede 3 meter foran mig på vej ned ad gangen. Indså, at jeg kun kunne regne med mr. E som støtte. Kravlede hen ad fødegangen. Vandet gik midt i det hele og pjaskede ned på det hvide gulv. Endelig fremme ved fødestuen. Op på briksen. ‘Han kommer nu!’ råbte jordemoderen. Og på 2 pres: jeg var blevet mor for 2. gang og kunne klokken 19.51 tage min mini E op i favnen.

En time senere var vi på vej hjem i bilen med vores lille guldklump. Holdt ind ved Five Star på Nørrebrogade og fik pakket et par lammeshawarmaer ind til take-away. Kom hjem, spiste shawarmaen, ammede og lagde os til at sove med mini E mellem os.

Set i bakspejlet må jeg nok sige, at det var en ret surrealistisk fødsel. Glem alt om fødekar, massage, åndedræt, kærlige hænder på panden. Når jeg føder, er det sgu lige på og hårdt. 1 time og 21 minutter. Ganske effektivt – og med verdens dejligste dreng som resultat. Heldigvis 🙂