“The mental load” – hyldest til os mødre

Min seje moster Hanne har fire børn. Lige som mig. Forskellen på os er blot den, at moster Hannes børn nu er voksne selvkørende mennesker med tjek på tilværelsen, mens mine er på det stadie, hvor de har brug for hjælp til alt lige fra at åbne emballagen på en frugtstang og hælde vand i et glas (vores to små børn) til at komme ud af fjerene om morgenen og til at få rettet diverse stile, rapporter og afleveringer (vores to store børn).

Med min status som mor følger en masse flashbacks fra barndommen og jeg kommer jævnligt i tanke om episoder fra 90’erne, som jeg nu ser i et helt andet lys. Eksempel: Min mors mange telefonsamtaler med moster Hanne hjemme på fastnettelefonen i barndomskøkkenet (hvordan hulan kunne de snakke SÅ meget og SÅ længe?!) Og helt specifikt en samtale, hvor moster Hanne fortalte om en særlig kaotisk dag, hvor det hele bare var blevet for meget (med mine fætre og kusiners interne slagsmål, råben, skrigen og rod) og hun simpelthen til sidst havde sat sig midt på køkkengulvet og tudet i afmagt. Hvortil hendes fire børn blot næsvist var begyndt at grine 😀 Jeg må indrømme, at jeg også selv har moret mig meget over den historie. Vel at mærke INDEN jeg selv fik børn.

Nu har piben fået en anden lyd og jeg forstår sørme godt moster Hanne. Jeg har den dybeste respekt for mødres indsats. Verden over kæmper vi alt hvad vi kan for, at vores børn skal blive rustet så godt som muligt til livet: Blive fyldt med kærlighed og omsorg, lære at afkode grænser og normer og få tilstrækkelig viden til at kunne navigere som voksne.  Og så jonglerer vi hele tiden med ‘the mental load’. Oh yes, it’s actually a thing!

The mental what?

The mental load: Alle de aftaler, opgaver og ting, der skal ordnes, som hele tiden ligger og rumsterer i en mors baghoved. I lang tid har jeg undret mig over, hvordan jeg er blevet så distræt og kan glemme helt basale ting som at svare på en sms eller mine venners fødselsdage. Hvordan er sådan en som mig, der, trods alt, er kommet igennem en uni-uddannelse kombineret med to studiejobs og et frivilligt arbejde on the side, pludseligt blevet reduceret til en demens-agtig skabning, der glemmer dette og hint og i øvrigt også altid kommer for sent til alting?

Svaret kom som en lysende åbenbaring til mig under et foredrag med feminist, blogger, instagrammer og tidligere medlem af Girls Squad, Ekaterina Krarup Andersen, i sidste uge. Her forklarede hun ganske kort begrebet – og jeg fatter nu, hvor mange ‘usynlige’ ting, som jeg hele tiden får ordnet. Her er f.eks. status på min ‘mental load’ en mandag formiddag (kun familiære ting, dvs. fraregnet personlige ting, gøremål og aftaler)

• mangler bleer og vådservietter til børnene kommer hjem
• opvaskemaskinen mangler tabs
• vasketøj skal hentes i vaskeriet
• oprydning på badeværelse og børneværelse
• indkøb af aftensmad
• bestille navneetiketter til børnenes tøj
• tilmelde os forældremøde i vuggestuen
• melde tilbage på kampoversigt til håndboldklubben (hvornår kan vi vaske, køre til kamp og have frugt med?)
• betale for sæsonens nye håndboldklubtrøje
• indkøb af huer og vanter til de små (glemt på den store Reshopper-turné for et par uger siden)
• Lille E mangler strømper
• research på gode børnehaver i området og skrive lille E og mini E op hos Pladsanvisningen
• melde tilbage på invitation til barnedåb
• hjælpe vores teenager med fremlæggelse i religion i 3.g
• ForældreIntra – åh, ForældreIntra!

Allesammen bittesmå opgaver, som alligevel ender med at tage en masse tid i det store hele. Og som i større eller mindre grad hele tiden ligger og fylder på harddisken. Og det – tror jeg – er en stor del af forklaringen på, at jeg har svært ved at huske fra næse til mund. Pyha! Det var rart lige at få et andet mærkat at sætte på min hullede si af en hjerne. “Jeg kæmper med min ‘mental load’ lyder altså unægteligt sejere end ‘jeg er såmænd bare ved at blive en smule små-senil’.

Hvor bliver hyldesten af?

Ja ja, jeg havde jo lovet det – og nu kommer der så lidt ros og anerkendelse til os mødre (når vi nu ikke får det i form af lønforhøjelser og bonusordninger):

Ét er at passe et barn i x antal tid. Noget andet er at være mor. At passe et barn indebærer alt det synlige arbejde: bleskift, madning, tøjskift osv. Men at være mor er så meget mere end det, folk umiddelbart forbinder med at være mor. Udover alle de praktiske ting, som skal gøres, ligger den store meta-overbygning, hvor alt skal planlægges, så ens små guldklumper dag efter dag har et godt og trygt liv, der fører til en god og lysende fremtid. Og det mestrer vi sgu!

Tænk engang. Vi lever i et samfund, hvor det er folk med en stor karriere, der bliver skrevet side op og side ned om i aviser og tykke biografier. Har man nogensinde hørt om en storslået portrætartikel, der beskriver en mors lange liv med succeser og fiaskoer med virkomheden ‘MOR A/S’? Komplet med kommentarer fra ledende figurer omkring hovedpersonen, der kommer med malende beskrivelser af de store milepæle? Og receptioner og foredrag i kølvandet på bogudgivelsen? Jeg har ikke.

Men hvad er større end at opfostre små børn til at blive glade, selvkørende voksne, der en dag selv bidrager til samfundet gennem arbejde og evnen til at have gode relationer til deres omgivelser? Ikke meget, hvis du spørger mig. Derfor: Stor respekt og anerkendelse til alle jer mødre derude, der hver dag sørger for, at familiehjulene kører rundt takket være alt jeres overblik og kærlighed. I er for seje og I fortjener en medalje!