Efterårsferie: Sol over legepladsen og Akkari-feber

Efterårsferien har ramt os – det er skønt! Særligt nyder vi eftermiddagene i efterårssolen og synet af de mange smukke gyldne blade, der indhyller hele Nørrebro i et vidunderligt malerisk skær. Jeg har tidligere nævnt, at der er fordele ved at have bosat sig i et såkaldt udsat boligområde. Her kommer endnu en lille fordel:

I gården har vi en fantastisk bemandet legeplads med sandkasse, rutschebane, cykler og bare alt, hvad et børnehjerte kan begære. Det bedste er, at det er yderst sparsomt med andre besøgende, så vi har næsten altid det hele for os selv.

Jeg har lige opdaget denne lille perle af en lege-oase og den er så meget bedre end den evigt overfyldte ‘Flyverlegepladsen’ i Nørrebroparken, hvor vi ellers altid har holdt til. Et sted plastret til med børn og forældre inden for hegnet og kaffevogne, pushere og øldrikkende unge lige udenfor. Det har ganske vist også sin særlige Nørrebro-charme på en sommerdag, men det er nu fedt at have det hele for sig selv i ulvetimen, hvor der er tryk på alle kedler i forvejen.

Der hersker ofte totalt kaos, når de to små kommer hjem fra vuggestuen, fordi der er for meget krudt i numserne efter en hel dag med gang i den blandt alle de andre børn. Men hvor er det afstressende at tage en halv time på legepladsen, hvor vi lige bliver tunet ind på hinanden igen. Og den sidste energi bliver brændt af inden aftensmad og sengetid.

Apropos sengetid: Jeg læser i disse dage Ahmed Akkaris bøger ‘Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’ og ‘Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ fra henholdsvis 2014 og 2018, når de to små endeligt er puttet i seng ved otte-tiden.

Husker du Ahmed Akkari? Imamen, der under tegningekrisen i 2005 og 2006 pakkede sit habengut, drog til Mellemøsten og mobiliserede muslimske organisationer i protest mod Jyllands-Postens 12 tegner af profeten Muhammed? Jeg husker de dage tydeligt. Jeg var blot 18 år og arbejdede r**** ud af bukserne på plejehjemmet i min lille jyske provinsby for at spare penge op til at rejse til Indien. De slidsomme aftenvagter blev altid rundet af med en halv times Deadline på DR2 i de ældres TV-stue, når alle på plejehjemmet var blevet lagt godt i seng, jeg havde ryddet op på fællesarealerne og som sidste mand sad søvndrukkent på skansen og ventede på, at nattevagten skulle overtage min vagt klokken 23.10.

Her fulgte jeg den dramatiske udvikling. Hver aften var det hele eskaleret en lille smule yderligere og alverdens debattører var inde i studiet for at give deres besyv med. Det var meget foruroligende, syntes jeg, og jeg var ret påvirket af den triste udvikling og de skarpe fronter. I slutningen af januar 2006 vinkede jeg farvel til Danmark og tog til dejlige Indien. Langt væk fra ret til at håne, spotte og latterliggøre og totunget imamtale. Mens jeg nød livet med fantastiske eventyr i Himalaya-bjergene eksploderede krisen globalt med ambassadeafbrændinger og boykot af danske varer. Da jeg kom hjem fra Indien godt tre måneder senere, var stormen stilnet af.

Og nu sidder jeg så her – 12 år senere – hver aften i sofaen og labber Ahmed Akkaris minder og refleksioner i mig. Det er kanonspændende læsning sprængfyldt med overraskelser. Akkari har fortrudt sine handlinger og i sin selvransagelse deler han rundhåndet ud af insider-information om alt det, han oplevede før, under og efter krisen. Intet er sparet væk og ingen bliver skånet: Den interne splittelse de danske imamer imellem beskrives detaljeret, et internt møde med daværende chefredaktør på JP, Carsten Juste, gennemgås og det afsløres, hvordan danske toppolitikere hemmeligt opsøgte Akkari og hans allierede i forsøget på at mele deres egen kage og underminere Anders Fogh Rasmussens statsministerpost. Selv Arla river han med i faldet ved at insinuere, at mejerigiganten simpelthen bestak imamer i Mellemøsten med store beløb mod at de til gengæld manede de vrede masser til ro og besindighed.

Men størst af alt er Akkaris personlige fortælling og den indre rejse, han begiver sig igennem: Fra glad fodbolddreng i Thy til nysgerrig ung muslim i moskeen i Aalborg til anset prædikant, der slider de danske motorveje tynde på sin moske-turné rundt i landet og så endeligt hans kamp mod Jyllands-Posten, der efterfølges af svigt fra hans allierede og en personlig nedtur, der leder ham til den grønlandske indlandsis, hvor han går i selvvalgt eksil som folkeskolelærer.

Jeg kan simpelthen ikke slippe bøgerne og er helt ked af, at jeg ikke længere er historiestuderende på uni. Jeg ville i hvert fald elske at grave ned i alle kilder og vidnesbyrd fra de hektiske vintermåneder i 2005-2006, da Danmark stod på den anden ende. Jeg er sikker på, at det bliver fast pensum for fremtidens historiestuderende, der engang om nogle år må sidde og svede over alle de modstridende statements og handlinger, der blev givet og gjort under krisen.

Så en klar anbefaling til alle, der ikke ved, hvad de skal bruge efterårsafterne på og bare gerne vil læse en rigtig god fortælling 🙂

Ps. Se det rørende møde mellem JP’s forhenværende kulturredaktør Flemming Rose og Ahmed Akkari i Deadline-studiet i foråret 2018 her.