8 fordele ved at være bonusmor

Bo småt – lev stort

Det er åbenbart blevet trendy at leve minimalistisk. Hurra for det! For her kan vi da virkelig være med.

Vi bor 6 personer på 72 kvadratmeter. Det giver lige præcis 12 kvadratmeter pr. person at boltre sig på. Til sammenligning er det gennemsnitlige boligareal for en dansker på 52 kvadratmeter. Men den tendens er altså ved at vende, forstår man: Særligt i København indretter vi os på mindre plads. Så vi er simpelthen first movers herhjemme – uden helt at have vidst det 🙂

Så mange mennesker på så lidt plads; det stiller krav til ens evne til at skille sig af med ting. Jeg synes, at vi bruger en hel del tid af vores liv på at rydde ud i gemmerne. Sådan ca. hvert halve år får hjemmet den helt store tur: Alle mand – undtagen de to små selvfølgelig – går vi simultant amok i en oprydningsrus, hvor der bliver skippet ting afsted til den helt store guldmedalje. Noget går til storskrald i gården: Her står romaerne med deres cykler klar til at overfalde varerne, så snart mørket falder på for formodentligt at videresælge dem til en slik nede ved Nørrebro Station. Aflagt tøj går til VIOMIS, der sender klæderne til Syrien, hvor folk forhåbentligt kan blive varmet i den kolde vinter af vores gamle jakker, sko og trøjer.  Og babytøjet går til min svigerinde og svoger, der har en lille søn, der er 1 år yngre end Mini E.

Det er nemt at finde ud af, hvornår det er tid til at sætte ind med grovfilen over for ting og sager: Det begynder som en snigende tranghed herhjemme og driver over i en frustration over, at det ikke er til at rydde op, fordi alle skabe og skuffer er proppet med paraplyer, ødelagt legetøj, for småt tøj, underlige irrelevanter dokumenter og kvitteringer osv. Og til sidst bliver en af os vanvittig af ikke at kunne være her for ragelse og så starter det: Endnu en kæmpe udrensning.

Det er lige præcis det, vi har brugt dagen i dag på og jeg lover jer, høsten var god! Otte sorte sække spækket med eksempelvis: et stk. brødrister (vi havde åbenbart 2), 6 stk. flyverdragter (alle for små), 4 par sandaler, 4 sæt puslespil (alle med manglende brikker), 2 rullekufferter (begge defekte), 1 stk. kasket (tilhørende Mr. E og den er så tudegrim og har virkelig været en torn i øjet på mig i 2 år nu og derfor så jeg mit snit til endelig at aflive den – jeg håber ikke, at han læser dette indlæg) og et stort skrummel af en saftpresser, som blev købt i et sundhedsflip i august 2016 for derefter at blive brugt 3 gange og aldrig rørt igen.

oprydning rod minimalistisk lejlighed genbrug skab storskrald blog

Lidt af dagens fangst: Kæmpe partisantørklæder og 2 smadrede giga-rygsække. Ud med det!

Det er så berusende lækkert at skille sig af med rod: Alle de ting, som man ikke rigtigt kan placere noget sted og som primært overlever, fordi man af den ene eller anden grund ikke nænner at give det sparket. Men jeg siger jer; når det først er gjort, er lettelsen så stor. Og jeg har endnu aldrig oplevet at savne noget, som jeg har givet væk. Never.

Random-skabet, som jeg kalder det, efter dagens indgreb. Random, fordi det er det skab, hvor alt rod løbende mases ind og man derfor aldrig ved, hvad der gemmer sig derinde. Det eneste man ved er, at det aldrig er til at finde en skid derinde. Men det er der rådet bod på nu – og der er ikke længere en undskyldning (læs: “jeg kan ikke finde støvsugeren i rodet”) for ikke at støvsuge 😉

Til gengæld ved jeg også – hånden på hjertet – at havde vi haft en kæmpe lejlighed, så ville vi være top-hoardere. Mr. E, fordi han gemmer alt muligt mærkeligt (eksempel: han har gemt 2-3 kilo tyrkiske aviser fra dagene efter kupforsøget i Tyrkiet 15. juli 2016 – en uvurderlig skat for ham, som jeg slet ikke turde nævne som udsmidningsegnet i dag) og jeg, fordi jeg ganske enkelt hader at rydde op og synes det er uoverskueligt at tage stilling til alle mulige små enheder. Så: Længe leve vores lille lejlighed, hvor vi bor småt og lever stort! Og god søndag derude 🙂

#bloggersdelightplus

2 kommentarer

  • Birgit

    Fantastisk inspirerende læsning – kunne næsten ikke kende skabet igen. Grovfilen har virkelig høvlet i bund. Og jeg er så inspireret til at gå i gang med oprydning/udtydning i mit eget hjem i morgen …. og nogle dage frem. For huset er stort, og jeg er en samler. Ih, jeg glæder mig altså hver gang til at læse dit nye blogindlæg 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen

      Ej, hvor dejligt 🙂 God fornøjelse med novemberudrydningen. Så er der bedre plads til julepynt 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 fordele ved at være bonusmor