Her i betonørkenen har vi hverken vaskemaskine eller tørretumbler i lejligheden. Til gengæld har vi en opvaskemaskine, som jeg elsker af hele mit hjerte. Den er mit livs kærlighed (ja, ja, SAMMEN med mand, børn, familie og venner selvfølgelig).

Nå, men tilbage til de manglende moderne fornødenheder: vaskemaskinen og tørretumbleren. De er der ikke og derfor foregår al vaskeaktivitet i det store fællesvaskeri i gården ved siden af nabobetonblokken. Hvor mange timer har jeg ikke spenderet dernede i løbet af mine to barsler. Med sovende babyer, grædende babyer, glade babyer. Med Se og hør-blade fra Nabo-Else, med musik i ørerne, med telefonsnak med min mor. Med hånd-Snickers de dage, hvor det var synd for mig. Og med solbadning på bænken udenfor på de varme dage.

Triller hjem fra endnu en vasketur med de to mindste

Nu hvor jeg ikke længere er på barsel, tager jeg stadig lille E på 2 år med ned for at vaske hver gang, der er mulighed for det. Hun er så dygtig til at hjælpe med at putte tøjet ind i maskinen og er pavestolt, når hun trykker maskinen i gang. Hun får også sin egen IKEA-pose med lidt af hendes tøj, som hun så selv slæber ned til vaskeriet – en kopi af mor. Og hun elsker det.

Et barn, der vasker tøj – er det synd?

Det samme har mr. E altid gjort med sønnike, da han var lille (før jeg kom ind i deres liv). Da sønnike var 9 år begyndte han selv at vaske sit tøj (med vores hjælp i form af farvesortering og hjælp til at indstille temperatur og program). I dag er han 12 år og har siden han var 10 år helt og aldeles selv stået for vask af eget tøj: Han sorterer, bærer ned til vaskeriet, spiller fodbold i gården, mens tøjet vasker og tumbler, bærer tøjet hjem og lægger det sammen og på plads.

Det er jo meget fint, ikke? Jo, det synes jeg. MEN! Det er der så afgjort uenighed i blandt mine medmødre rundt omkring i blokkene. Flere gange er vores lille fyr blevet stoppet af mødre, der fortæller ham, at det er synd for ham. En dag tog en mor endda vasketøjet fra ham og bar det hjem til os med en formaning om, at han ‘altså er for lille til at vaske tøj. Han skal da nyde sin barndom!’ Sønnike blev smækfornærmet. ‘For lille?!’ udbrød han forarget, da hun var gået. ‘Jeg er da en mand!’

Al denne vaske-furore i form af kommentarer fra diverse mødre og endda også en enkelt far har sat gang i lidt refleksioner hos mig. Nyder vores børn ikke deres barndom? Jo, det synes jeg. De er næsten altid glade og er ret taknemmelige. Og nogen af de sjoveste oplevelser sammen har vi, når vi laver noget ‘kedeligt’. F.eks. tømning af opvaskemaskinen, oprydning i kælderrum, altanrengøring eller da vi i går fik synet vores bil sammen – mor, far og tre børn i alderen 1 til 12 år. Selvfølgelig leger vi også en gang imellem, men en stor del af vores weekender består altså af nødvendige pligter som rengøring, oprydning, tøjvask og zzz… Andet ville være helt urealistisk i en familie på seks, der sviner og roder igennem hele ugen 😀

På vej til synshallen – hurra!

En god barndom – hvad er det?

Hvad vil det sige at nyde sin barndom? Kan pligter og ansvar ikke være en del af den lykkelige barndom? Med pligter følger følelsen af at være vigtig: Jeg betyder noget for familien og den har brug for min hjælp. Med ansvar følger følelsen af tillid: Mine forældre og mine søskende tror på, at jeg er dygtig nok til at klare skærene. De stoler på mig.

Det er for mig som forælder noget af det, som jeg definerer som en god barndom: Ansvar og tillid. Men jeg ved ikke om det er noget, som jeg sammen med Per Schultz Jørgensen og hans ‘Robuste Børn’-raid står alene med. Sikkert er det i hvert fald, at vores børn herhjemme har masser af ansvar og pligter. Heldigvis er to af vores børn gamle nok til at kunne fortælle, hvad de synes om alle de ting, som de klarer i hverdagen.

Fra sønnike på 12 år lyder det: ‘Jeg synes, at det er dejligt med ansvar, men det er også lidt nederen, fordi jeg er den eneste, der vasker tøj og gør bil rent, mens alle andre på min alder sidder og spiller computer og spiser chips.” Og så sætter han den her på smart-TV’et:

Nederen forældre – Hold den nederen

Måske er jeg en nederen forælder 😀 Men jeg er sikker på, at børnene nok skal blive glade for det i det lange løb. Mon jeg får ret?

Ps: I skrivende stund sidder sønnike faktisk foran sin computer og hygger sig med en skål Dorito’s, så… værre er det måske heller ikke 😉

Efterårsferien har ramt os – det er skønt! Særligt nyder vi eftermiddagene i efterårssolen og synet af de mange smukke gyldne blade, der indhyller hele Nørrebro i et vidunderligt malerisk skær. Jeg har tidligere nævnt, at der er fordele ved at have bosat sig i et såkaldt udsat boligområde. Her kommer endnu en lille fordel:

I gården har vi en fantastisk bemandet legeplads med sandkasse, rutschebane, cykler og bare alt, hvad et børnehjerte kan begære. Det bedste er, at det er yderst sparsomt med andre besøgende, så vi har næsten altid det hele for os selv.

Jeg har lige opdaget denne lille perle af en lege-oase og den er så meget bedre end den evigt overfyldte ‘Flyverlegepladsen’ i Nørrebroparken, hvor vi ellers altid har holdt til. Et sted plastret til med børn og forældre inden for hegnet og kaffevogne, pushere og øldrikkende unge lige udenfor. Det har ganske vist også sin særlige Nørrebro-charme på en sommerdag, men det er nu fedt at have det hele for sig selv i ulvetimen, hvor der er tryk på alle kedler i forvejen.

Der hersker ofte totalt kaos, når de to små kommer hjem fra vuggestuen, fordi der er for meget krudt i numserne efter en hel dag med gang i den blandt alle de andre børn. Men hvor er det afstressende at tage en halv time på legepladsen, hvor vi lige bliver tunet ind på hinanden igen. Og den sidste energi bliver brændt af inden aftensmad og sengetid.

Apropos sengetid: Jeg læser i disse dage Ahmed Akkaris bøger ‘Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’ og ‘Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ fra henholdsvis 2014 og 2018, når de to små endeligt er puttet i seng ved otte-tiden.

Husker du Ahmed Akkari? Imamen, der under tegningekrisen i 2005 og 2006 pakkede sit habengut, drog til Mellemøsten og mobiliserede muslimske organisationer i protest mod Jyllands-Postens 12 tegner af profeten Muhammed? Jeg husker de dage tydeligt. Jeg var blot 18 år og arbejdede r**** ud af bukserne på plejehjemmet i min lille jyske provinsby for at spare penge op til at rejse til Indien. De slidsomme aftenvagter blev altid rundet af med en halv times Deadline på DR2 i de ældres TV-stue, når alle på plejehjemmet var blevet lagt godt i seng, jeg havde ryddet op på fællesarealerne og som sidste mand sad søvndrukkent på skansen og ventede på, at nattevagten skulle overtage min vagt klokken 23.10.

Her fulgte jeg den dramatiske udvikling. Hver aften var det hele eskaleret en lille smule yderligere og alverdens debattører var inde i studiet for at give deres besyv med. Det var meget foruroligende, syntes jeg, og jeg var ret påvirket af den triste udvikling og de skarpe fronter. I slutningen af januar 2006 vinkede jeg farvel til Danmark og tog til dejlige Indien. Langt væk fra ret til at håne, spotte og latterliggøre og totunget imamtale. Mens jeg nød livet med fantastiske eventyr i Himalaya-bjergene eksploderede krisen globalt med ambassadeafbrændinger og boykot af danske varer. Da jeg kom hjem fra Indien godt tre måneder senere, var stormen stilnet af.

Og nu sidder jeg så her – 12 år senere – hver aften i sofaen og labber Ahmed Akkaris minder og refleksioner i mig. Det er kanonspændende læsning sprængfyldt med overraskelser. Akkari har fortrudt sine handlinger og i sin selvransagelse deler han rundhåndet ud af insider-information om alt det, han oplevede før, under og efter krisen. Intet er sparet væk og ingen bliver skånet: Den interne splittelse de danske imamer imellem beskrives detaljeret, et internt møde med daværende chefredaktør på JP, Carsten Juste, gennemgås og det afsløres, hvordan danske toppolitikere hemmeligt opsøgte Akkari og hans allierede i forsøget på at mele deres egen kage og underminere Anders Fogh Rasmussens statsministerpost. Selv Arla river han med i faldet ved at insinuere, at mejerigiganten simpelthen bestak imamer i Mellemøsten med store beløb mod at de til gengæld manede de vrede masser til ro og besindighed.

Men størst af alt er Akkaris personlige fortælling og den indre rejse, han begiver sig igennem: Fra glad fodbolddreng i Thy til nysgerrig ung muslim i moskeen i Aalborg til anset prædikant, der slider de danske motorveje tynde på sin moske-turné rundt i landet og så endeligt hans kamp mod Jyllands-Posten, der efterfølges af svigt fra hans allierede og en personlig nedtur, der leder ham til den grønlandske indlandsis, hvor han går i selvvalgt eksil som folkeskolelærer.

Jeg kan simpelthen ikke slippe bøgerne og er helt ked af, at jeg ikke længere er historiestuderende på uni. Jeg ville i hvert fald elske at grave ned i alle kilder og vidnesbyrd fra de hektiske vintermåneder i 2005-2006, da Danmark stod på den anden ende. Jeg er sikker på, at det bliver fast pensum for fremtidens historiestuderende, der engang om nogle år må sidde og svede over alle de modstridende statements og handlinger, der blev givet og gjort under krisen.

Så en klar anbefaling til alle, der ikke ved, hvad de skal bruge efterårsafterne på og bare gerne vil læse en rigtig god fortælling 🙂

Ps. Se det rørende møde mellem JP’s forhenværende kulturredaktør Flemming Rose og Ahmed Akkari i Deadline-studiet i foråret 2018 her.

Midt i al armoden her i vores udsatte boligområde er der også lyspunkter. Ja, du læste rigtigt! Der er fordele ved at bo i et område stemplet som ‘uegnet’. En af fordelene er, at folk ude fra det ‘rigtige samfund’ finder os eksotiske og spændende emner at studere.

Det mærkede vi bl.a. forleden, hvor en sej ung fotografstuderende tilfældigt kom forbi for at dokumentere livet i vores boligblokke til en opgave, han havde fået stillet på skolen. Og hvad kom der så ud af det? Nogle dejlige fotografier til familiealbummet af livet som det ser ud her i betonørkenen. Se bare her:

Alle Lundtoftegades 699 husstande havde i lørdags fornøjelsen af at være inviteret til eidfest på fællesområdet. Eidfest = ghettoens svar på en god gammeldags vejfest, hvor naboer mødes, knævrer løs, ungerne leger og der bliver indtaget noget grillmad.

Nuvel, vi skulle da naturligvis også ned og vise flaget. Og da der i den opklistrede fællesinvitation i opgangen stod, at man bare skulle møde op i traditionelt tøj, tog vi det bogstaveligt: Jeg trak i min pakistanske shalwar kameez, mens mr. E og sønnike hoppede i deres jilbabs fra Saudi-Arabien. Glade trådte vi ud på fællesarealet, hvor det til vores forbavselse gik op for os, at samtlige tilstedeværende havde deres ganske normale hverdagstøj på. Øh!

Nå, men vi høstede da en masse anerkendelse på tøjkontoen og havde en skøn eftermiddag med sjove samtaler, god leg for børnene og de lækreste kebabspyd fra restaurant Zam Zam på Frederikssundsvej – tak! 🙂

“A hva’ for’noget?” tænker du måske. “Hvad skal det nu betyde?”

“Kurban bayraminiz mübarek olsun!” er den måde, tyrkerne ønsker hinanden en glædelig eid al-adha på. Og det var lige præcis, hvad vi i går gjorde herhjemme i vores tværreligiøse familie bestående af en solid blanding kristendom – repræsenteret af mig – og islam, Mr. E’s religion.

Der er to eid-fester om året:

1. Eid al-fitr:Den, der fejres efter ramadanen – den hellige måned, hvor Koranen blev åbenbaret for profeten Muhammed. Ramadanen markeres med 30 dages faste fra solopgang til solnedgang. Med faste menes der nul mad, væske, cigaretter, sex og hårde ord. En slem nyser for tiden, hvor den hellige måned falder i maj/juni med faste fra 3-tiden om natten til 21-22-tiden næste dag her på de nordlige breddegrader.
   Mr. E gennemfører det år efter år og jeg bøjer hovedet i dyb respekt. Selv har jeg klaret én dags fuld sympatifaste og til det er min kommentar: “Aldrig har vand smagt så læskende, så sødt, så henrivende, så HELT igennem fortryllende, som da jeg grådigt tyllede en halv liter direkte ned i svælget præcis på fastebrydningstidspunktet klokken 21.56!”
   Efter 30 dages strabadser med afholdenhed og åndelig fordybelse afsluttes ramadan-måneden med eid-ul-fitr-festen, en dejlig sød dag med masser af familiebesøg, skøn mad en masse og hobetal af glade børn med lommerne fulde af penge og slik.
2. Eid al-adha:Falder 2 måneder og 10 dage efter ramadanen og markerer en begivenhed, som også er ganske central i kristendommen: Den store prøvelse, som Abraham blev udsat for, da Gud bad ham om at ofre sin elskede søn Isak på Moriah-bjerget. Muslimerne kalder Abraham for Ibrahim og i Koranen er det Ibrahims anden søn, Ishmael, som Allah beder ham ofre. Ibrahim adlyder Allah og gør klar til at give afkald på Ishmael, men da Allah ser, at Ibrahims tillid til og tro på ham er ubetinget, sender Allah ham i sidste øjeblik en vædder, som han ofrer i stedet for Ishmael. Det er denne fortælling om Ibrahims stærke tro, som mindes og fejres ved eid al-adha.

Måske har I selv bemærket det i det københavnske gadebillede: Pludseligt! På en helt random kedelig hverdag spankulerer flotte, festklædte mænd og kvinder rundt i gaderne med børn i deres stiveste puds og hænderne fyldt med slik og balloner. Jeg har i mine 10 år som eksiljyde på Nørrebro i hvert fald gentagne gange betragtet fænomenet på min cykel på vej til og fra studie og arbejde. Og det har altid fået mig til at smile stort; hvilken fornøjelse at være til åbent glo-modeshow.

Men nu er jeg altså selv blevet en del af festivitassen i kraft af mit partnerskab med mr. E. Ergo trippede også jeg i går – på en tvær tirsdag – rundt blandt Lundtoftegades betonblokke i min gallakjole. Okay-okay, vi fik da også lidt luft under vingerne og bevægede os uden for ghettoen, da vi satte kursen mod evigt smukke Bispebjerg Kirkegård og Københavns bedste is på Ismageriet i Søborg. Bispebjerg var en lille perle som den omfavnede os med sine svalende grønne alléer helt og aldeles rensede for aprils mylder af kirsebærblomstjagende bloggere og insta’er. Og Ismageriet, jamen altså… Nutella+kiks i smeltende favntag med peanut+chokolade+karamel. No further comments needed.

Hvis det skulle være HELT rigtigt – og det burde det jo egentligt være – men… Altså, det er god stil, at man selv slagter et offerlam, men vi har i tavs samstemmighed vurderet, at vores 3-kvadratmeters overdækkede altan ikke er helt gearet til en slagtning, så det blev i stedet til lammekoteletter fra halalpusheren på Nørrebrogade mixet med en sprød salat og blødt, hvidt tyrkisk brød, når det er både allermest kulhydrat-boomende og allerlækrest. Til slut en kaffe og så Jonathan Løws iværksætteribooster ‘Gurubogen’.

Kurban bayraminiz mübarek olsun til jer og trut-trut herfra.