Bo småt – lev stort

Det er åbenbart blevet trendy at leve minimalistisk. Hurra for det! For her kan vi da virkelig være med.

Vi bor 6 personer på 72 kvadratmeter. Det giver lige præcis 12 kvadratmeter pr. person at boltre sig på. Til sammenligning er det gennemsnitlige boligareal for en dansker på 52 kvadratmeter. Men den tendens er altså ved at vende, forstår man: Særligt i København indretter vi os på mindre plads. Så vi er simpelthen first movers herhjemme – uden helt at have vidst det 🙂

Så mange mennesker på så lidt plads; det stiller krav til ens evne til at skille sig af med ting. Jeg synes, at vi bruger en hel del tid af vores liv på at rydde ud i gemmerne. Sådan ca. hvert halve år får hjemmet den helt store tur: Alle mand – undtagen de to små selvfølgelig – går vi simultant amok i en oprydningsrus, hvor der bliver skippet ting afsted til den helt store guldmedalje. Noget går til storskrald i gården: Her står romaerne med deres cykler klar til at overfalde varerne, så snart mørket falder på for formodentligt at videresælge dem til en slik nede ved Nørrebro Station. Aflagt tøj går til VIOMIS, der sender klæderne til Syrien, hvor folk forhåbentligt kan blive varmet i den kolde vinter af vores gamle jakker, sko og trøjer.  Og babytøjet går til min svigerinde og svoger, der har en lille søn, der er 1 år yngre end Mini E.

Det er nemt at finde ud af, hvornår det er tid til at sætte ind med grovfilen over for ting og sager: Det begynder som en snigende tranghed herhjemme og driver over i en frustration over, at det ikke er til at rydde op, fordi alle skabe og skuffer er proppet med paraplyer, ødelagt legetøj, for småt tøj, underlige irrelevanter dokumenter og kvitteringer osv. Og til sidst bliver en af os vanvittig af ikke at kunne være her for ragelse og så starter det: Endnu en kæmpe udrensning.

Det er lige præcis det, vi har brugt dagen i dag på og jeg lover jer, høsten var god! Otte sorte sække spækket med eksempelvis: et stk. brødrister (vi havde åbenbart 2), 6 stk. flyverdragter (alle for små), 4 par sandaler, 4 sæt puslespil (alle med manglende brikker), 2 rullekufferter (begge defekte), 1 stk. kasket (tilhørende Mr. E og den er så tudegrim og har virkelig været en torn i øjet på mig i 2 år nu og derfor så jeg mit snit til endelig at aflive den – jeg håber ikke, at han læser dette indlæg) og et stort skrummel af en saftpresser, som blev købt i et sundhedsflip i august 2016 for derefter at blive brugt 3 gange og aldrig rørt igen.

oprydning rod minimalistisk lejlighed genbrug skab storskrald blog

Lidt af dagens fangst: Kæmpe partisantørklæder og 2 smadrede giga-rygsække. Ud med det!

Det er så berusende lækkert at skille sig af med rod: Alle de ting, som man ikke rigtigt kan placere noget sted og som primært overlever, fordi man af den ene eller anden grund ikke nænner at give det sparket. Men jeg siger jer; når det først er gjort, er lettelsen så stor. Og jeg har endnu aldrig oplevet at savne noget, som jeg har givet væk. Never.

Random-skabet, som jeg kalder det, efter dagens indgreb. Random, fordi det er det skab, hvor alt rod løbende mases ind og man derfor aldrig ved, hvad der gemmer sig derinde. Det eneste man ved er, at det aldrig er til at finde en skid derinde. Men det er der rådet bod på nu – og der er ikke længere en undskyldning (læs: “jeg kan ikke finde støvsugeren i rodet”) for ikke at støvsuge 😉

Til gengæld ved jeg også – hånden på hjertet – at havde vi haft en kæmpe lejlighed, så ville vi være top-hoardere. Mr. E, fordi han gemmer alt muligt mærkeligt (eksempel: han har gemt 2-3 kilo tyrkiske aviser fra dagene efter kupforsøget i Tyrkiet 15. juli 2016 – en uvurderlig skat for ham, som jeg slet ikke turde nævne som udsmidningsegnet i dag) og jeg, fordi jeg ganske enkelt hader at rydde op og synes det er uoverskueligt at tage stilling til alle mulige små enheder. Så: Længe leve vores lille lejlighed, hvor vi bor småt og lever stort! Og god søndag derude 🙂

#bloggersdelightplus

Farvel til jobcentret! Hej nye job!

Så skete det! Jeg starter på arbejde! Fan-ta-stic! Efter samlet set 2½ års barsel med efterfølgende små 3 måneder på dagpenge stempler jeg på mandag atter ind i jobhamsterhjulet. Jeg er vildt glad – og noget spændt på, hvordan det mon bliver at passe et regulært job ved siden af jobbet som mor og husbestyrer.

jobsøgning barsel nyt job dagpenge dagpengeland karriere løn

Jeg har haft to vidunderlige barselsforløb, men én lille ubehagelig tanke har hele tiden ligget og luret i baggrunden: Hvordan skal det gå, når barslen er forbi og det virkelige liv kalder? Grundlæggende begriber jeg nemlig ikke, hvordan alle de seje forældre  i Danmark formår at passe to fuldtidsjob OG have en familie kørende ved siden af med alt hvad det indebærer af aflevering, afhentning, indkøb, fritidsaktiviteter, aftensmad, badning, putning og natteroderi. Hvordan gør I det?!

Jeg må indrømme, at jeg bliver helt svimmel ved tanken om det liv 5 ud af ugens 7 dage. Tanken gør mig svimmel, fordi jeg simpelthen frygter, at den motorvej fører direkte ud i stress, parforholdskrise og værst af alt: skilsmisse. Er jeg mon for pessimistisk? Måske maler jeg fanden på væggen, men… Jeg tør simpelthen ikke tage risikoen og derfor:

Har jeg fundet mig et deltidsjob. That’s right. Mit nye job er sat til 3 arbejdsdage om ugen/24 timer. Til en løn, der er så god, at vi faktisk kan få det til at løbe rundt. Mens jeg på samme tid lige så stille kan finde tilbage på mine professionelle ben uden alt for megen stress og jag. Jeg føler mig helt vildt priviligeret over denne mulighed. Det er en løsning, som jeg har drømt om, men som jeg ikke troede var mulig. En hurtig søgning på jobindex afslører den barske sandhed: Højtlønnede deltidsjob er en by på Månen. Det danske arbejdsmarked er virkelig sort/hvidt: Enten giver du den fuld skrald på fuldtid eller også må du halte dig igennem på en lav deltidsløn med supplerende dagpenge. Sådan groft sagt.

Men det ser ud til, at jeg denne gang er lykkens pamfilius. Så nu vil jeg nyde min sidste weekend på dagpenge inden det går løs på mandag klokken 08.00. Vel og mærke EFTER børnene er blevet affodret, vasket, klædt på og fragtet i vuggestue. Stay tuned for updates fra det virkelige liv! 😉

Ps. Og læs her om en af mine prøvelser som jobsøgende : Robust – og handlekraftig – ja tak! Reportage fra en jobsamtale

#bloggersdelightplus

‘Robust og handlekraftig, ja tak!’ – reportage fra en jobsamtale

Jeps, jeg har været til jobsamtale i går. En genre, som jeg egentlig har det ganske godt med. Lidt lige som mundtlige eksamener: Mange frygter, ja ligefrem hader dem, men jeg nød dem altid i gymnasiet og på uni. Det var en sjov anledning til at fyre min viden af i yndlingsfagene historie, dansk, tysk og senere på uni Kold Krig, minoritetsforskningens teorier, kulturmødestudier og jeg skal komme efter dig.

Dog ingen regler uden undtagelser: Årsprøven i naturfag i 2.g., hvor jeg vitterligt stod som ét stort måbende spørgsmålstegn, da jeg skulle forklare sinus- og cosinusrelationerne til min nørdede rødtop af en gal matematiklærer og den gnavne censor. Fy for en skefuld. Lige dér forstod jeg, hvorfor eksamener er hadet som pesten af nogle.

Tilbage til jobsamtalen: En potentiel ansættelse i det offentlige, nærmere bestemt kommuuunen. Kommer ind og bliver modtaget af 3 repræsentanter: Teamleder og 2 måske kommende kolleger. Formel setting rundt om stort træbord.

– ‘Vil du have lidt vand, en kop kaffe?’
– ‘Ja tak’.
– ‘Værs’go. Nå! Men vi kan vel lige så godt komme i gang’ – hihi
– ‘Ja, det lyder som en god idé’ – hihi

Og så kører ‘kan-du-fortælle-lidt-om-dig-selv’-showet efterfulgt af en masse spørgsmål til min holdning til tænkte situationer, som jeg kan komme ud i som ansat. F.eks. ‘Hvad gør du, hvis du har en god idé til, hvordan vi kan gribe vores eksterne kommunikation an og din kollega Lars, der har været her i 15 år, så siger: Ej, det fungerer slet ikke – det har vi prøvet og det var slet ikke en succes!’?

Det er lige præcis her dilemmaet opstår for mig: Skal jeg give dem svaret, som jeg stærkt fornemmer, at de vil høre eller skal jeg svare ud fra mit autentiske jeg? Jeg vælger at være fuldstændig ærlig og svarer lige præcist med udgangspunkt i min personlighed:

‘Jeg accepterer umiddelbart Lars’ vurdering, slår koldt vand i blodet og ser tiden lidt an før jeg måske/måske ikke udfordrer ham på hans synspunkt. Min professionelle profiltype betegnes bl.a. som indordnende – jeg er ikke typen, der hamrer i bordet og sætter revolutioner i gang.’ Og ganske rigtigt: Nu fortæller teamlederen, at de spørger, fordi de er på udkig efter en medarbejder, der ‘ikke sniger sig langs panelerne, men som er robust og handlekraftig.’

Og sådan er det over en bred kam: Arbejdsgiverne vil have ekstroverte, robuste, dynamiske, handlekraftige ‘mange-bolde-i-luften’-typer. De skriger efter dem i jobannoncer og til jobsamtaler. Det er helt off at være introvert, sindig og detaljeorienteret på det danske arbejdsmarked anno 2018. Too bad for sådan en som mig, der ‘vinder stort ved nærmere bekendtskab’ som mr. E så ofte kærligt med et strejf af drilleri formulerer det.

Men jeg er færdig med at sætte en ekstrovert, brysk facade op 37 timer om ugen. For derefter dagligt at ligge i fosterstilling, når jeg kommer hjem efter dagens dont – totalt ristet oven på 8 timers show off i robusthed og handlekraft. Egenskaber, der ikke falder mig naturligt. Been there, done that. Sådan var min stil i mine første 2 ansættelser efter den lykkelige dag, hvor jeg kunne kalde mig cand. mag. Dengang var min topprioritet at få erfaring til mit CV – koste hvad det ville.

speciale kandidat eksamen jobsøgning nyuddannet dagpenge ledig job karriere

CAPTION THIS: Tindrende lykke. Aflevering af kandidatspeciale 5. august 2014. Au revoir, uni – hello arbejdsliv!

Og jeg fik den, den så efterspurgte erfaring. Det er derfor, jeg har let ved at blive indkaldt til samtaler nu. Og det er derfor jeg med is i maven og stoisk ro svarer ærligt på de camouflerede spørgsmål, der skal afdække om jeg er ekstrovert, robust og dynamisk nok til at klare mosten med kollegakonflikter, konstante ændringer i arbejdsopgaver og ‘en frisk og ligefrem tone’ på kontoret: Nej, nej og nej. Selv om jeg ved, at det i mange tilfælde får arbejdsgiver til at vende tommeltotten ned i den afsluttende fase af rekrutteringsforløbet.

Til gengæld ved jeg også, at jeg er den mest loyale, stabile og dedikerede medarbejder. Værdier, som ikke rigtigt er buzzwords for tiden. Men som er egenskaber, som mangen en arbejdsgiver vil komme til at sætte stor pris på ‘ved nærmere bekendtskab’. Nu gælder det bare om at finde den arbejdsplads, der er klar til på bedste Svend Brinkmannsk at stå fast i tidens handlekraftscirkus og som tør ansætte sådan en som mig. Åh! Nå ja, det er rigtigt: Ikke bare mig, men også de øvrige tusinder af dygtige og kompetente kandidater, der – ligesom jeg – ikke passer ind i ekstrovert-handlekraftig-robust-dynamisk-boksen.

Jeg ved, at I er derude 🙂 Og jeg kan umuligt være den eneste, der tænker, at det er for galt.

Psst! Fik du læst mit indlæg om at vende tilbage til jobhamsterhjulet efter endt barsel? Se det lige her:

Nu bliver det godt at ‘komme i gang igen’ – bye bye barsel! 

Et par harmdirrende storpolitiske strøtanker

Ja, jeg ved godt, at det ikke er så comme il faut her i blogland og jeg holder mig da normalt også til indlæg om børn, mad og oplevelser, men jeg er kommet godt og grundigt op at køre over skandalen med den forsvundne saudiske journalist Jammal Kashoggi. Så her kommer lidt politiske udgydelser:

  1. HVORDAN kan en systemkritisk mand forsvinde på en saudisk ambassade i Tyrkiet, mens hans forlovede står udenfor og venter?
  2. UDEN at nogen kan nosse sig sammen til at komme med en plausibel forklaring på, hvad der er sket?
  3. Den bedste forklaring er bragt i tyrkiske medier, der beskriver lydoptagelser af en decideret dødspatrulje, der brækker Kashoggis fingre for til sidst at halshugge manden og hakke ham i småstykker
  4. USA siger nu, at det ikke vil påvirke landets relation til det saudiske regime. Undskyld, hvad? En åbenlyst politisk likvidering vil IKKE påvirke relationen?

Ja, jeg lyder som en håbløst idealistisk gammel hippie uden sans for magtrealisme, men helt ærligt! Danmark følger USA i krig i Afghanistan og Irak for at “sikre kvinderettigheder, demokrati og ytringsfrihed’, mens selv samme USA er så forblændet af at sikre våbenhandel og ret til olie, at man ikke mere end blot hæver et øjenbryn over det totale brud på ytringsfrihed og retssikkerhed, når det begås af stenrige Saudi-Arabien.

Selv good ol’ Stalin udviste sgu større retfærdighed i de glade USSR-dage. Han lavede i det mindste skueprocesser og foregav at udøve en eller form for retssikkerhed. Og hans styre brugte USA 72 år på benhårdt at bekæmpe. Men Saudi-Arabien og Mohammed bin Salman? De skal bare stryges med hårene, ja de skal.

Efterårsferie: Sol over legepladsen og Akkari-feber

Efterårsferien har ramt os – det er skønt! Særligt nyder vi eftermiddagene i efterårssolen og synet af de mange smukke gyldne blade, der indhyller hele Nørrebro i et vidunderligt malerisk skær. Jeg har tidligere nævnt, at der er fordele ved at have bosat sig i et såkaldt udsat boligområde. Her kommer endnu en lille fordel:

I gården har vi en fantastisk bemandet legeplads med sandkasse, rutschebane, cykler og bare alt, hvad et børnehjerte kan begære. Det bedste er, at det er yderst sparsomt med andre besøgende, så vi har næsten altid det hele for os selv.

leg børn legeplads akkari islamisme integration

Jeg har lige opdaget denne lille perle af en lege-oase og den er så meget bedre end den evigt overfyldte ‘Flyverlegepladsen’ i Nørrebroparken, hvor vi ellers altid har holdt til. Et sted plastret til med børn og forældre inden for hegnet og kaffevogne, pushere og øldrikkende unge lige udenfor. Det har ganske vist også sin særlige Nørrebro-charme på en sommerdag, men det er nu fedt at have det hele for sig selv i ulvetimen, hvor der er tryk på alle kedler i forvejen.

legeplads nørrebro akkari islamisme lundtoftegade ghetto

Der hersker ofte totalt kaos, når de to små kommer hjem fra vuggestuen, fordi der er for meget krudt i numserne efter en hel dag med gang i den blandt alle de andre børn. Men hvor er det afstressende at tage en halv time på legepladsen, hvor vi lige bliver tunet ind på hinanden igen. Og den sidste energi bliver brændt af inden aftensmad og sengetid.

Apropos sengetid: Jeg læser i disse dage Ahmed Akkaris bøger ‘Min afsked med islamismen. Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’ og ‘Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre’ fra henholdsvis 2014 og 2018, når de to små endeligt er puttet i seng ved otte-tiden.

akkari ahmed islamismen muhammedkrisen integration politik anmeldelse afsked dobbeltspillet

Husker du Ahmed Akkari? Imamen, der under tegningekrisen i 2005 og 2006 pakkede sit habengut, drog til Mellemøsten og mobiliserede muslimske organisationer i protest mod Jyllands-Postens 12 tegner af profeten Muhammed? Jeg husker de dage tydeligt. Jeg var blot 18 år og arbejdede r**** ud af bukserne på plejehjemmet i min lille jyske provinsby for at spare penge op til at rejse til Indien. De slidsomme aftenvagter blev altid rundet af med en halv times Deadline på DR2 i de ældres TV-stue, når alle på plejehjemmet var blevet lagt godt i seng, jeg havde ryddet op på fællesarealerne og som sidste mand sad søvndrukkent på skansen og ventede på, at nattevagten skulle overtage min vagt klokken 23.10.

Her fulgte jeg den dramatiske udvikling. Hver aften var det hele eskaleret en lille smule yderligere og alverdens debattører var inde i studiet for at give deres besyv med. Det var meget foruroligende, syntes jeg, og jeg var ret påvirket af den triste udvikling og de skarpe fronter. I slutningen af januar 2006 vinkede jeg farvel til Danmark og tog til dejlige Indien. Langt væk fra ret til at håne, spotte og latterliggøre og totunget imamtale. Mens jeg nød livet med fantastiske eventyr i Himalaya-bjergene eksploderede krisen globalt med ambassadeafbrændinger og boykot af danske varer. Da jeg kom hjem fra Indien godt tre måneder senere, var stormen stilnet af.

Og nu sidder jeg så her – 12 år senere – hver aften i sofaen og labber Ahmed Akkaris minder og refleksioner i mig. Det er kanonspændende læsning sprængfyldt med overraskelser. Akkari har fortrudt sine handlinger og i sin selvransagelse deler han rundhåndet ud af insider-information om alt det, han oplevede før, under og efter krisen. Intet er sparet væk og ingen bliver skånet: Den interne splittelse de danske imamer imellem beskrives detaljeret, et internt møde med daværende chefredaktør på JP, Carsten Juste, gennemgås og det afsløres, hvordan danske toppolitikere hemmeligt opsøgte Akkari og hans allierede i forsøget på at mele deres egen kage og underminere Anders Fogh Rasmussens statsministerpost. Selv Arla river han med i faldet ved at insinuere, at mejerigiganten simpelthen bestak imamer i Mellemøsten med store beløb mod at de til gengæld manede de vrede masser til ro og besindighed.

ahmed akkari min afsked med islamismen muhammedkrisen dobbeltspillet kampen anmeldelse

Men størst af alt er Akkaris personlige fortælling og den indre rejse, han begiver sig igennem: Fra glad fodbolddreng i Thy til nysgerrig ung muslim i moskeen i Aalborg til anset prædikant, der slider de danske motorveje tynde på sin moske-turné rundt i landet og så endeligt hans kamp mod Jyllands-Posten, der efterfølges af svigt fra hans allierede og en personlig nedtur, der leder ham til den grønlandske indlandsis, hvor han går i selvvalgt eksil som folkeskolelærer.

ahmed akkari min afsked med islamismen muhammedkrisen dobbeltspillet anmeldelse bog

Jeg kan simpelthen ikke slippe bøgerne og er helt ked af, at jeg ikke længere er historiestuderende på uni. Jeg ville i hvert fald elske at grave ned i alle kilder og vidnesbyrd fra de hektiske vintermåneder i 2005-2006, da Danmark stod på den anden ende. Jeg er sikker på, at det bliver fast pensum for fremtidens historiestuderende, der engang om nogle år må sidde og svede over alle de modstridende statements og handlinger, der blev givet og gjort under krisen.

Så en klar anbefaling til alle, der ikke ved, hvad de skal bruge efterårsafterne på og bare gerne vil læse en rigtig god fortælling 🙂

Ps. Se det rørende møde mellem JP’s forhenværende kulturredaktør Flemming Rose og Ahmed Akkari i Deadline-studiet i foråret 2018 her.