Kurban bayraminiz mübarek olsun!

“A hva’ for’noget?” tænker du måske. “Hvad skal det nu betyde?”

“Kurban bayraminiz mübarek olsun!” er den måde, tyrkerne ønsker hinanden en glædelig eid al-adha på. Og det var lige præcis, hvad vi i går gjorde herhjemme i vores tværreligiøse familie bestående af en solid blanding kristendom – repræsenteret af mig – og islam, Mr. E’s religion.

Der er to eid-fester om året:

1. Eid al-fitr:Den, der fejres efter ramadanen – den hellige måned, hvor Koranen blev åbenbaret for profeten Muhammed. Ramadanen markeres med 30 dages faste fra solopgang til solnedgang. Med faste menes der nul mad, væske, cigaretter, sex og hårde ord. En slem nyser for tiden, hvor den hellige måned falder i maj/juni med faste fra 3-tiden om natten til 21-22-tiden næste dag her på de nordlige breddegrader.
   Mr. E gennemfører det år efter år og jeg bøjer hovedet i dyb respekt. Selv har jeg klaret én dags fuld sympatifaste og til det er min kommentar: “Aldrig har vand smagt så læskende, så sødt, så henrivende, så HELT igennem fortryllende, som da jeg grådigt tyllede en halv liter direkte ned i svælget præcis på fastebrydningstidspunktet klokken 21.56!”
   Efter 30 dages strabadser med afholdenhed og åndelig fordybelse afsluttes ramadan-måneden med eid-ul-fitr-festen, en dejlig sød dag med masser af familiebesøg, skøn mad en masse og hobetal af glade børn med lommerne fulde af penge og slik.
2. Eid al-adha:Falder 2 måneder og 10 dage efter ramadanen og markerer en begivenhed, som også er ganske central i kristendommen: Den store prøvelse, som Abraham blev udsat for, da Gud bad ham om at ofre sin elskede søn Isak på Moriah-bjerget. Muslimerne kalder Abraham for Ibrahim og i Koranen er det Ibrahims anden søn, Ishmael, som Allah beder ham ofre. Ibrahim adlyder Allah og gør klar til at give afkald på Ishmael, men da Allah ser, at Ibrahims tillid til og tro på ham er ubetinget, sender Allah ham i sidste øjeblik en vædder, som han ofrer i stedet for Ishmael. Det er denne fortælling om Ibrahims stærke tro, som mindes og fejres ved eid al-adha.

Måske har I selv bemærket det i det københavnske gadebillede: Pludseligt! På en helt random kedelig hverdag spankulerer flotte, festklædte mænd og kvinder rundt i gaderne med børn i deres stiveste puds og hænderne fyldt med slik og balloner. Jeg har i mine 10 år som eksiljyde på Nørrebro i hvert fald gentagne gange betragtet fænomenet på min cykel på vej til og fra studie og arbejde. Og det har altid fået mig til at smile stort; hvilken fornøjelse at være til åbent glo-modeshow.

Men nu er jeg altså selv blevet en del af festivitassen i kraft af mit partnerskab med mr. E. Ergo trippede også jeg i går – på en tvær tirsdag – rundt blandt Lundtoftegades betonblokke i min gallakjole. Okay-okay, vi fik da også lidt luft under vingerne og bevægede os uden for ghettoen, da vi satte kursen mod evigt smukke Bispebjerg Kirkegård og Københavns bedste is på Ismageriet i Søborg. Bispebjerg var en lille perle som den omfavnede os med sine svalende grønne alléer helt og aldeles rensede for aprils mylder af kirsebærblomstjagende bloggere og insta’er. Og Ismageriet, jamen altså… Nutella+kiks i smeltende favntag med peanut+chokolade+karamel. No further comments needed.

Hvis det skulle være HELT rigtigt – og det burde det jo egentligt være – men… Altså, det er god stil, at man selv slagter et offerlam, men vi har i tavs samstemmighed vurderet, at vores 3-kvadratmeters overdækkede altan ikke er helt gearet til en slagtning, så det blev i stedet til lammekoteletter fra halalpusheren på Nørrebrogade mixet med en sprød salat og blødt, hvidt tyrkisk brød, når det er både allermest kulhydrat-boomende og allerlækrest. Til slut en kaffe og så Jonathan Løws iværksætteribooster ‘Gurubogen’.

Kurban bayraminiz mübarek olsun til jer og trut-trut herfra.