Jeg – en nederen forælder?

Her i betonørkenen har vi hverken vaskemaskine eller tørretumbler i lejligheden. Til gengæld har vi en opvaskemaskine, som jeg elsker af hele mit hjerte. Den er mit livs kærlighed (ja, ja, SAMMEN med mand, børn, familie og venner selvfølgelig).

Nå, men tilbage til de manglende moderne fornødenheder: vaskemaskinen og tørretumbleren. De er der ikke og derfor foregår al vaskeaktivitet i det store fællesvaskeri i gården ved siden af nabobetonblokken. Hvor mange timer har jeg ikke spenderet dernede i løbet af mine to barsler. Med sovende babyer, grædende babyer, glade babyer. Med Se og hør-blade fra Nabo-Else, med musik i ørerne, med telefonsnak med min mor. Med hånd-Snickers de dage, hvor det var synd for mig. Og med solbadning på bænken udenfor på de varme dage.

Nu hvor jeg ikke længere er på barsel, tager jeg stadig lille E på 2 år med ned for at vaske hver gang, der er mulighed for det. Hun er så dygtig til at hjælpe med at putte tøjet ind i maskinen og er pavestolt, når hun trykker maskinen i gang. Hun får også sin egen IKEA-pose med lidt af hendes tøj, som hun så selv slæber ned til vaskeriet – en kopi af mor. Og hun elsker det.

Et barn, der vasker tøj – er det synd?

Det samme har mr. E altid gjort med sønnike, da han var lille (før jeg kom ind i deres liv). Da sønnike var 9 år begyndte han selv at vaske sit tøj (med vores hjælp i form af farvesortering og hjælp til at indstille temperatur og program). I dag er han 12 år og har siden han var 10 år helt og aldeles selv stået for vask af eget tøj: Han sorterer, bærer ned til vaskeriet, spiller fodbold i gården, mens tøjet vasker og tumbler, bærer tøjet hjem og lægger det sammen og på plads.

Det er jo meget fint, ikke? Jo, det synes jeg. MEN! Det er der så afgjort uenighed i blandt mine medmødre rundt omkring i blokkene. Flere gange er vores lille fyr blevet stoppet af mødre, der fortæller ham, at det er synd for ham. En dag tog en mor endda vasketøjet fra ham og bar det hjem til os med en formaning om, at han ‘altså er for lille til at vaske tøj. Han skal da nyde sin barndom!’ Sønnike blev smækfornærmet. ‘For lille?!’ udbrød han forarget, da hun var gået. ‘Jeg er da en mand!’

Al denne vaske-furore i form af kommentarer fra diverse mødre og endda også en enkelt far har sat gang i lidt refleksioner hos mig. Nyder vores børn ikke deres barndom? Jo, det synes jeg. De er næsten altid glade og er ret taknemmelige. Og nogen af de sjoveste oplevelser sammen har vi, når vi laver noget ‘kedeligt’. F.eks. tømning af opvaskemaskinen, oprydning i kælderrum, altanrengøring eller da vi i går fik synet vores bil sammen – mor, far og tre børn i alderen 1 til 12 år. Selvfølgelig leger vi også en gang imellem, men en stor del af vores weekender består altså af nødvendige pligter som rengøring, oprydning, tøjvask og zzz… Andet ville være helt urealistisk i en familie på seks, der sviner og roder igennem hele ugen 😀

En god barndom – hvad er det?

Hvad vil det sige at nyde sin barndom? Kan pligter og ansvar ikke være en del af den lykkelige barndom? Med pligter følger følelsen af at være vigtig: Jeg betyder noget for familien og den har brug for min hjælp. Med ansvar følger følelsen af tillid: Mine forældre og mine søskende tror på, at jeg er dygtig nok til at klare skærene. De stoler på mig.

Det er for mig som forælder noget af det, som jeg definerer som en god barndom: Ansvar og tillid. Men jeg ved ikke om det er noget, som jeg sammen med Per Schultz Jørgensen og hans ‘Robuste Børn’-raid står alene med. Sikkert er det i hvert fald, at vores børn herhjemme har masser af ansvar og pligter. Heldigvis er to af vores børn gamle nok til at kunne fortælle, hvad de synes om alle de ting, som de klarer i hverdagen.

Fra sønnike på 12 år lyder det: ‘Jeg synes, at det er dejligt med ansvar, men det er også lidt nederen, fordi jeg er den eneste, der vasker tøj og gør bil rent, mens alle andre på min alder sidder og spiller computer og spiser chips.” Og så sætter han den her på smart-TV’et:

Nederen forældre – Hold den nederen

Måske er jeg en nederen forælder 😀 Men jeg er sikker på, at børnene nok skal blive glade for det i det lange løb. Mon jeg får ret?

Ps: I skrivende stund sidder sønnike faktisk foran sin computer og hygger sig med en skål Dorito’s, så… værre er det måske heller ikke 😉