Først og fremmest: Undskyld. Jeg lovede jer i mit seneste indlæg, at mit næste indlæg – altså dette – ville byde på en anmeldelse af søvnredskaber til babyer. Men det er alligevel ikke det, jeg vil bringe på bane. I stedet skal det her handle om, hvor helt utroligt meget lettere det er at passe et arbejde, når man har prøvet kræfter med at være på barsel. OMG! Jeg er virkelig positivt overrasket over hvor godt det kører på mit nye arbejde: Jeg nyder mine arbejdsopgaver, mine kolleger og blot det at have en frokostpause i fred og ro. Tag ikke fejl; det er altså ikke fordi jeg bare sidder og triller tommelfingre på min kontorstol. Jeg er rådgiver for mennesker, der på den ene eller anden måde har ramt et punkt i deres liv, hvor de har brug for hjælp til at komme på ret køl igen. Med andre ord: ofte tunge og triste historier, hvor det umiddelbart kan være svært at se lys for enden af tunnelen.

Alligevel har jeg taget mig selv i at tænke, at det trods alt ikke er lige så uoverskueligt som to søvnløse, grædende børn og et hjem, der sejler i spildte havregryn, ensomme strømper uden makker og en pakke vådservietter, der med stor omhyggelighed er blevet parteret og spredt ud over hele stuen. Og jeg er da også væsentligt mindre smadret klokken 16 efter en arbejdsdag end klokken 16 på en barselsdag i den hårde ende af skalaen (dem med sygdom, tigerspring, tandfrembrud, sporadisk søvn osv.)

Ja, du gættede rigtigt: Den jublende and til højre skal forestille mig… 😉

Hvad kan jeg så udlede af det? Ja, at jeg nok er ved at bevæge mig over i det kor af hovedsageligt kvinder, der af og til i Politiken-kronikker synger ‘det er hårdere end man tror’-barselssangen. Hvorfor? Fordi man på arbejdet (i hvert fald mit):

• modtager ros og anerkendelse fra chef, kolleger og kunder
• møder ind, arbejder, tjekker ud – og holder så fri
• lægger en plan for dagen, som ved dagens afslutning som regel er blevet fuldført: forudsigelighed
• har pauser
• kan få råd og hjælp fra sine kolleger
• har præsentabelt tøj på uden gylp, mælk og snot
• snakker med mennesker på et niveau over ‘agyyyy’
• sidder i pæne omgivelser, som andre (læs: rengøringspersonalet) end en selv har sørget for er pæne

Jeg er ikke den eneste, der har gjort mig denne aha-oplevelse med, at det åbenbart er mere krævende end man skulle tro at være hjemmegående barselsforælder. Læs bare, hvad Scott – en af de skøre fædre i Kanal 4’s ‘Mænd på barsel’-program – har at sige efter to måneder på barsel:

Så du snupper en barsel igen, når nummer tre melder sin ankomst?

Scott: – “Hmm … jeg ved det ikke helt. Det gør jeg nok ikke. Jeg følte mig især helt vildt dvask den sidste halvdel af barslen – jeg savnede det sociale og fornemmelsen af at komme igennem dagens tjekliste. Og det er lidt kontrastfyldt, for på den ene side er mine unger det mest dyrebare, jeg har, og jeg elsker dem ubetinget. Men jeg holder faktisk mere fri i mit hoved, når jeg lukker hoveddøren herhjemme og går på arbejde, end når jeg åbner hoveddøren og går herind igen.”

Hvorfor?

Scott: – “På arbejdet véd jeg, hvad der sker, hvis jeg ikke laver tingene ordentligt eller afleverer dem til tiden. Med børn er det bare så uforudsigeligt … hvad får jeg hjem fra dagpleje eller børnehave i dag? Er de sure, trætte, glade? Det er sådan en konstant: Hvad dag har vi i dag? (…) Jeg har nok haft indtryk af, at der er for meget tid i en barselsorlov, hvor du ikke får lavet noget … fornuftigt. Det finder man så lige ud af, når man selv går på barsel – tiden er bare ikke til noget som helst! Og når man så endelig har et øjeblik, vil man egentlig bare gerne lige sidde og lave ingenting.”

Ja, ja… Nogle gange skal man lige have en intens oplevelse inden man rigtig kan sætte pris på det, man har – altså ens job. Og med intens oplevelse mener jeg barsel. Mine barselsorlover har i hvert fald været en kanon ‘boost-din-arbejdsglæde’-workshop for mig 😉

Læs her om min tid på barsel: Nu bliver det godt at ‘komme i gang igen’ – bye bye barsel!

Og klik her for at læse hele interviewet med barselsfar Scott: Scott holdt to måneders barsel: ‘Jeg undervurderede totalt, hvor stort et arbejde det er’

#bloggersdelightplus

Det viser sig, at 2 andre på min arbejdsplads også lige er kommet tilbage fra barsel. Oven i hatten er der tre af mine kolleger, der også er mødre til pseudotvillinger. Så ja, det måtte jo ske: Den store søvnsnak. Den oprandt i dag under frokosten, hvor lidelses- og opmuntringshistorier blev delt flittigt. Det fik mig til at tænke på alle de tiltag, jeg har været igennem for at få mine børn til at sove. Et kort overblik over hvad jeg har gjort:

• travet frem og tilbage med Lille E i klapvogn ved midnatstid i den mørke decembernat på brostenene i Vedbækgade ved Stefanskirken
• spadseret op og ned ad Nørrebrogade med Lille E i Ergobabyen klokken 04.30 en sommermorgen blandt fulde, sorgløse mennesker på vej hjem fra byen
• haft en periode med Lille E, hvor hun udelukkende kunne sove i sin klapvogn, mens jeg rullede hende frem og tilbage om natten
• de første 7 måneder sov hun aldrig andre steder end i min slyngetrøje – det vil sige, at jeg skulle trave rundt 3 gange om dagen med et barn, der vågnede med et spjæt, så snart jeg satte mig ned
• brugt min telefon natten lang til at køre app’en SleepBaby for fulde drøn (til dem, der ikke ved, hvad SleepBaby er: en simuleret føntørrerlyd, der blæser løs, så ens lille pus stadig føler, at det ligger trygt og godt i mors mave)
• siddet med Lille E i nattens mulm og mørke og i afmagt stirret på Little Baby Bum sammen med hende de nætter, hvor hun var lysvågen og jeg efter utallige putningsforsøg måtte kapitulere og tænde for TV’et for at få ro (ikke særligt konstruktivt, I know)
• haft lammende ondt i mine lår af at sidde på sengekanten og hoppe op og ned som en maniac med Lille E i favnen
• ammet og ammet og ammet og ammet og ammet hver evig eneste gang, hun vågnede om natten – nogle gange hver halve time

Ja… Listen er lang. Nogle ting har jeg sikkert lykkeligt fortrængt og de er derfor ikke nævnt. Og listen omfatter kun Lille E. Turen fortsatte med Mini E. Dog i langt mindre skala, da han alle dage har haft et noget bedre sovehjerte end sin storesøster. Men for syv-sytten da, hvor har de her små 3 år med søvnfrustrationer egentligt trukket tænder ud. Det blev jeg lige mindet om i dag i den ellers så hyggelige frokoststund.

Før jeg fik børn, fattede jeg ikke rigtig, hvorfor forældre altid ævlede om søvn. Når mine veninder, der allerede var mødre, begyndte at snakke om deres børns sovevaner, lyttede jeg da høfligt med. Men sagens smerte gik aldrig rigtigt op for mig. Lige som jeg erindrer en scene i en af Klovn-filmene, hvor Casper og Frank kommer hujende og jublende hjem til Frank – i kanon humør – for glædesstrålende at overbringe Mia en god nyhed. På vejen formår de dog at vække Mia og Franks lille baby, der sover i barnevognen, og så er helvede løs i form af en Mia, der skælder og smælder. ‘Nå, nå, sikke da en tvær reaktion’ tænkte jeg. Men det var dengang!

I dag er jeg selv hende moren, hvis mund forvandler sig til en streg, mens øjnene skyder lyn, når nogen (læs: en i familien) vækker Mini E eller Lille E. AAARGGGH! Det er bare det VÆRSTE, jeg ved. Det kan gøre mig helt sindssyg. Så jo, jeg forstår nu til fulde vrede mødre, der flipper ud over børn, der bliver vækket af ubetænksomme, lalleglade mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, hvilken kamp det kan være at få et barn til at overgive sig til søvnen. Det er da også derfor at jeg har været villig til at betale ved kasse 1 hver gang jeg er stødt på et produkt med det magiske ord ‘søvngaranti’.

Og hvad er det så løbet op i? Jo, godt og vel 6000 kroner. For to slyngevugger i forskellige størrelser, 3 tyngdeposer i forskellige størrelser, en såkaldt slyngetrøje, 2 forskellige strækvikler og en ErgoBaby. For ikke at tale om antal timer brugt på at granske sundhedsplejerskerne Helen Lyng Hansen og Else Guldagers mere eller mindre fantastiske svar på frustrerede mødres søvnspørgsmål på netsundhedsplejerske.dk. Jeg er ikke den eneste: 7623 spørgsmål er der indtil videre stillet om søvn til stakkels Helen og Else, der efterhånden må have udviklet begyndende slidgigt i fingrene af at svare på alt lige fra opvågninger og bamser til søvnassociationer og night terror.

Min allerførste investering i babysøvn: Slyngetrøjen, som Lille E nærmest boede i de første tre måneder af sit liv

6000 kroner. Det svarer til en charterferie for 2. Eller til de mange kjoler, jeg ikke har købt til mig selv de sidste par år. Har det været pengene værd? Hvad virker – og hvad virker ikke? Det vender jeg stærkt tilbage med i mit næste indlæg. Stay tuned, hvis du også er ved at gå i hundene af manglende nattesøvn 🙂

#bloggersdelightplus

Inden jeg fik titlen ‘mor’ erhvervede jeg mig titlen ‘bonusmor’. Jeg var helt nøjagtigt bonusmor til vores to store drenge i små to år, inden jeg første gang selv fødte et barn. Det er en titel, som jeg er vildt glad for og vores liv i vores storfamilie på 6 ville ikke være det samme uden mine to dejlige bonussønner. Meget er blevet sagt og skrevet om den sammenbragte familieform. Helt forståeligt, da godt 15.000 par om året bliver skilt og mange finder sammen i nye parrelationer. Der er ikke noget spektakulært ved at være en familie med dine, mine og vores børn; tværtimod er det grundpræmissen for flere familier.

Alligevel rimer ‘sammenbragt familie’ på problemer. Googler man ‘sammenbragte familier’ tilføjer Google fluks termer som ‘problemer’, ‘udfordringer’, ‘terapi’, ‘skilsmisse’ og ‘rådgivning’. I den lidt mere dramatiske genre bliver Berlingske blogger Anna Sophia Hermansens opråb ‘Sammenbragte familier er helvede på jord’ foreslået som relateret emne. Hermansens pointe er i artiklen, at sammenbragte familiers problemer er kernefamiliens problemer ganget op i en skala, der er så stor, at det simpelthen er et projekt, der er dømt til at mislykkes.

Og nu bliver jeg irriterende, sorry, men: Vi har sgu aldrig rigtig haft nogen udfordringer på den front i vores sammenbragte familie herhjemme. Jeg ved ikke helt hvorfor det er gået og stadig går så gnidningsfrit, men al debatten om bonusmødre, -fædre og -søskende har da sat lidt refleksioner i gang i knolden på mig om, hvorfor vi ikke er ved at gå amok på hinanden her på matriklen. Svaret ligger primært i følgende få pointer:

• Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg partout skulle fungere som mine bonusbørns mor. Fra start snakkede jeg og børnene om, at de ikke på nogen måde skulle føle sig forpligtede til at tage særligt hensyn til mig. De måtte gerne tage på Tivoli-ture og mini-ferier alene med deres far og jeg spurgte ofte i starten, om de hellere ville tage snakken alene med far, når de havde noget på hjerte. Det gjorde de i starten – men ikke mere. Nu deler de det meste med os begge – og nogle ting kun med mig
• Far har fra dag 1 givet mig fuldstændigt frie tøjler i forhold til opdragelse. Der har ikke været noget intervention fra hans side på mine vegne. I stedet har jeg nydt hans fulde opbakning i alle beslutninger. Denne fælles forældrefront har skabt ro og enhed i familien
• Jeg har ingen kontakt overhovedet til mine bonusbørns mor og der er derfor ikke nogle diskussioner på den front
• Far har ladet mig tage børnene på tur og ferier alene, hvilket har skabt gode bånd mellem mig og børnene. Vi har vores ‘egne’ oplevelser og sjove episoder, som kun de og jeg kan grine indforstået over

Med udgangspunkt i denne gnidningsfrie proces har jeg tænkt lidt over alle de fede ting, der er ved at være bonusmor. For mig helt personligt. De kommer her:

1. Som bonusmor har du – inden du evt. selv får børn – haft muligheden for at se din mand agere som far. Denne indsigt er værdifuld at have med ind i det nye fælles forælderskab
2. Allerede inden du selv bliver mor, har du prøvet kræfter med opdragelse og smagt på morrollen
3. Overgangen til selv at blive mor er mildere: Dit liv går ikke direkte fra fest og farver over til amning og stofbleer; nej, der er en grooming-periode, hvor du mildt vænnes til et liv med faste rytmer, tegnefilm, legetøj i stuen og tidlig aftensmad
4. Du beriges med dine bonusbørns dejlige selskab og får gennem deres perspektiver og refleksioner et flerdimensionelt billede af din partner
5. Dine bonusbørn er en kilde til nye oplevelser og sjove momenter. Tag dem med i biografen, til Bakken, ud at spise is. Bare dig og dem. Nyd deres selskab og den ære det er at få lov til at bruge tid med dem
6. Når/hvis du selv bliver mor, har dit barn allerede søskende, der glæder sig over den lille ny og står klar til at lege med og yde omsorg for baby
7. Mine bonusbørn kan på ingen måde få hidset mig op i det røde felt, som mine biologiske børn kan. Jeg ved ikke hvorfor – sådan er det bare
8. Bonusbørnene er sjove at snakke og hygge med, når de to små endelig er faldet til ro og sover sødeligt om aftenen

Når de små endelig sover… Er det tid til Snap-selfies og hygge!

Jeg erkender, at ovenstående punkter er rosenrøde og svære at relatere til, hvis man er i en konstellation, hvor det at blive bonusmor har været problemfyldt. Men i betragtning af alle de tunge historier om sammenbragte familier fik jeg lyst til at dele mine positive oplevelser – måske er der endda andre sammenbragte familier derude i det danske land, der undviger fra den triste tendens til, at sammenbragte familier i sidste ende også går i opløsning?

Ps. Fik du læst mit indlæg om alle de skøre ting, som min bonussøn spørger om? Kig med her: Hvorfor er hun så tyk, mor? – Akavede ting, som børn spørger om

#bloggersdelightplus

Som mor til to små med blot 16 måneders aldersforskel kan jeg stolt kalde mig pseudo-mor. Eller nej, vent, det lyder ikke godt. Jeg mener selvfølgelig: Pseudotvillingemor. Altså har jeg født to gange på mindre end halvandet år og har dermed ret til at være medlem af diverse sjove grupper på Facebook for forældre til pseudotvillinger. Her udveksles der nuttede billeder, tips til at få hverdagen til at rulle og svares på spørgsmål om alt lige fra autostole til legetøj.

Et spørgsmål som går igen og igen i forskellige varianter er: ‘Hvornår bliver det nemmere?’ Med ‘det’ menes der: Det evige kaos. Eller helt specifikt: Hvornår når mine børn en alder, hvor jeg bare 3 sekunder af mine vågne timer kan slukke for morhjernen og trække vejret? Jeg skal blankt indrømme, at jeg selv har postet det spørgsmål for bare et år siden, da lille E var halvandet år og mini E 2 måneder. For søren da, det trak tænder ud at amme dag og nat OG holde styr på en tumling – midt i de mørkeste vintermåneder, hvor mit energiniveau i forvejen var i bund. Heldigvis var der Facebook-mødre i gruppen, der hurtigt meldte tilbage: “Hold ud, det skal nok blive nemmere!”

Det satte jeg så min lid til og besluttede mig for at tage én dag ad gangen. Step by step. Min tilgang var ganske enkelt: Hver en dag, hvor vi alle er kommet godt i seng uden større ulykker, er en SUCCES! Ligegyldigt hvor rodet hjemmet er, hvor mange krummer der ligger under bordet og hvor høje vasketøjsbunkerne er.

Denne strategi skulle vise sig at være holdbar: Snart var der gået 6 måneder og mini E kunne selv sidde i en højstol. SUCCES! Og pludselig var han 8 måneder og kunne lege sammen med lille E inde på værelset, mens jeg kunne sidde med en bog ved siden af og slå hjernen lidt fra. SUCCES! Og så – wauw – 13 måneder og ikke mere amning, hvilket har ført til langt mere rolige nætter med blot 1-2 opvågninger. SKØNT for mig og skønt for mini E, der vågner glad og veludhvilet op. Og nu er det endda kommet så vidt, at lille E på 2½ år har udviklet sit sprog så godt, at jeg har semi-fornuftige samtaler med hende og hun nyder at gå til hånde og hjælpe sin lillebror med alt lige fra at drikke til at få skiftet ble.

Mine kære medpseudotvillingemødre havde ret: Det bliver nemmere. Stille og roligt. Svaret på det store spørgsmål om hvornår er derfor ganske kort: Det bliver nemmere dag for dag. Og lidt mere uddybende: Det bliver nemmere, når dit mindste barn kan sidde selv. Når det kan spise rigtig mad. Når det begynder at sove lidt længere stræk om natten. Og helt afgørende, når dine små puslinger begynder at kunne få glæde af hinanden. Første gang du fanger dem i at grine til hinanden, ja, så opstår der pludselig en mening i al galskaben.

Jeg ved ikke om der blandt jer læsere sidder andre pseudotvillingemødre, men hvis I er der, så får I lige en high-five fra mig: [HIGH-FIVE!] Og til dem der lige er stemplet ind i klubben, vil jeg videreformidle de kloge ord: ‘Hold ud, det skal nok blive nemmere!’ 🙂

Læs her om, hvordan en typisk morgen med pseudotvillinger løber af stablen og hvordan det dog kan tage en halv formiddag at komme ud af døren:

3 timer og 15 minutter…

Her i betonørkenen har vi hverken vaskemaskine eller tørretumbler i lejligheden. Til gengæld har vi en opvaskemaskine, som jeg elsker af hele mit hjerte. Den er mit livs kærlighed (ja, ja, SAMMEN med mand, børn, familie og venner selvfølgelig).

Nå, men tilbage til de manglende moderne fornødenheder: vaskemaskinen og tørretumbleren. De er der ikke og derfor foregår al vaskeaktivitet i det store fællesvaskeri i gården ved siden af nabobetonblokken. Hvor mange timer har jeg ikke spenderet dernede i løbet af mine to barsler. Med sovende babyer, grædende babyer, glade babyer. Med Se og hør-blade fra Nabo-Else, med musik i ørerne, med telefonsnak med min mor. Med hånd-Snickers de dage, hvor det var synd for mig. Og med solbadning på bænken udenfor på de varme dage.

Triller hjem fra endnu en vasketur med de to mindste

Nu hvor jeg ikke længere er på barsel, tager jeg stadig lille E på 2 år med ned for at vaske hver gang, der er mulighed for det. Hun er så dygtig til at hjælpe med at putte tøjet ind i maskinen og er pavestolt, når hun trykker maskinen i gang. Hun får også sin egen IKEA-pose med lidt af hendes tøj, som hun så selv slæber ned til vaskeriet – en kopi af mor. Og hun elsker det.

Et barn, der vasker tøj – er det synd?

Det samme har mr. E altid gjort med sønnike, da han var lille (før jeg kom ind i deres liv). Da sønnike var 9 år begyndte han selv at vaske sit tøj (med vores hjælp i form af farvesortering og hjælp til at indstille temperatur og program). I dag er han 12 år og har siden han var 10 år helt og aldeles selv stået for vask af eget tøj: Han sorterer, bærer ned til vaskeriet, spiller fodbold i gården, mens tøjet vasker og tumbler, bærer tøjet hjem og lægger det sammen og på plads.

Det er jo meget fint, ikke? Jo, det synes jeg. MEN! Det er der så afgjort uenighed i blandt mine medmødre rundt omkring i blokkene. Flere gange er vores lille fyr blevet stoppet af mødre, der fortæller ham, at det er synd for ham. En dag tog en mor endda vasketøjet fra ham og bar det hjem til os med en formaning om, at han ‘altså er for lille til at vaske tøj. Han skal da nyde sin barndom!’ Sønnike blev smækfornærmet. ‘For lille?!’ udbrød han forarget, da hun var gået. ‘Jeg er da en mand!’

Al denne vaske-furore i form af kommentarer fra diverse mødre og endda også en enkelt far har sat gang i lidt refleksioner hos mig. Nyder vores børn ikke deres barndom? Jo, det synes jeg. De er næsten altid glade og er ret taknemmelige. Og nogen af de sjoveste oplevelser sammen har vi, når vi laver noget ‘kedeligt’. F.eks. tømning af opvaskemaskinen, oprydning i kælderrum, altanrengøring eller da vi i går fik synet vores bil sammen – mor, far og tre børn i alderen 1 til 12 år. Selvfølgelig leger vi også en gang imellem, men en stor del af vores weekender består altså af nødvendige pligter som rengøring, oprydning, tøjvask og zzz… Andet ville være helt urealistisk i en familie på seks, der sviner og roder igennem hele ugen 😀

På vej til synshallen – hurra!

En god barndom – hvad er det?

Hvad vil det sige at nyde sin barndom? Kan pligter og ansvar ikke være en del af den lykkelige barndom? Med pligter følger følelsen af at være vigtig: Jeg betyder noget for familien og den har brug for min hjælp. Med ansvar følger følelsen af tillid: Mine forældre og mine søskende tror på, at jeg er dygtig nok til at klare skærene. De stoler på mig.

Det er for mig som forælder noget af det, som jeg definerer som en god barndom: Ansvar og tillid. Men jeg ved ikke om det er noget, som jeg sammen med Per Schultz Jørgensen og hans ‘Robuste Børn’-raid står alene med. Sikkert er det i hvert fald, at vores børn herhjemme har masser af ansvar og pligter. Heldigvis er to af vores børn gamle nok til at kunne fortælle, hvad de synes om alle de ting, som de klarer i hverdagen.

Fra sønnike på 12 år lyder det: ‘Jeg synes, at det er dejligt med ansvar, men det er også lidt nederen, fordi jeg er den eneste, der vasker tøj og gør bil rent, mens alle andre på min alder sidder og spiller computer og spiser chips.” Og så sætter han den her på smart-TV’et:

Nederen forældre – Hold den nederen

Måske er jeg en nederen forælder 😀 Men jeg er sikker på, at børnene nok skal blive glade for det i det lange løb. Mon jeg får ret?

Ps: I skrivende stund sidder sønnike faktisk foran sin computer og hygger sig med en skål Dorito’s, så… værre er det måske heller ikke 😉