Tre timer og 15 minutter…

… lige præcis så lang tid tog det fra jeg slog øjnene op klokken 06.30 i morges til jeg var færdig med morgenrutinen – læs: at gøre børn klar og aflevere dem.

Dét er for lang tid. Okay, det var mandag med mandag på i dag og kvoten af ting, der kørte af sporet, blev sprængt i forhold til normalen. Men alligevel. Det er for lang tid. Og jeg begriber det ikke helt.

Flashback til foråret 2014, hvor jeg var specialeskrivende med sidejob som kulturformidler. Dengang så en morgen omtrent ud som følger: Op klokken 06.30. Et hurtigt bad. Tøj på og make-up. Drikke kaffe og spise morgenmad, mens hår tørrer. Tjekke sociale medier og skrive sms’er. Nogle gange endda tid til en telefonsamtale. Sætte hår. Pakke taske og klokken 07.3o ud ad døren. Hurtigt ned ad trapperne, op på cyklen og lidt i otte fremme på arbejdspladsen. Klokken 08.00: Computeren er tændt og arbejdet er i gang. Tidsforbrug: 1½ time. Uden stress og med fuldt overskud.

Hvad er det, der er sket? Jeg har funderet over det i måneder nu og i min søgen efter svar vil jeg her ridse min morgen op for at få et overblik med eventuelle muligheder for tidsoptimering for øje.

06.30: Mini E vågner i sin vugge og giver lyd. Ergo vågner jeg også. Han er pylret, så jeg starter med at amme ham i sengen.

06.40: Amning færdig. Tager Mini E op, nusser godmorgen og går i gang med at lave morgenmad til ham. Gør på samme tid også morgenmaden til Lille E klar – selv om hun stadig ligger på sit værelse og snorker. Man kan jo lige så godt være på forkant.

06.50: Havregrøden færdig. Op i skål. Lille E vil altid have knækbrød med ost og nektariner ved siden af, så det bliver sat på hendes – endnu – tomme plads. Begynder at made Mini E, der glad sidder og spjætter med arme og ben i sin højstol.

06.55: ‘MOOOAAAR!’ Lille E er vågnet op til dåd og gør højlydt opmærksom på det inde fra sit værelse. Forlader Mini E, går ind til hende og får en stor krammer. Dejligt!

07.00: Tilbage til morgenbordet. Mader videre. Lille E skubber demonstrativt sin orange IKEA-tallerken model SMASKA fra sig. Den med knækbrødet og nektarinerne, som jeg så møjsommeligt havde tilberedt til hende. ‘Nej, mor, IKKE dektaniiiner, mor. IKKE dækbrø, mor’ kvækker hun. ‘Vil du ikke have lækker ost? Og dejlige nektariner? Dem plejer du da ellers at elske?’ forsøger jeg mig optimistisk – velvidende, at slaget er tabt. ‘Nej, mor. HAVREBRYN MED DÆLK, MOR!’ Ikke uvenligt, ikke kommanderende. Blot bestemt, som kun Lille E kan formulere det.

07.10: Må sande, at køkkenskabet kun gemmer på lidt rest-havregryn. Og at der ikke er mere mælk. Så det bliver til bananyoghurt med enkelte flager havregryn strøet henover. Det gennemskuer Lille E med det samme: ‘Nej, mor. Ikke buburt, mor!’ Lille E maser sig ned fra Trip Trap-stolen og proklamerer, at hun nu er færdig med den morgenmad, som hun ikke har spist. Imens har Mini E hidset sig godt op. Forståeligt. Hvem bryder sig om at blive afbrudt i sit morgenmåltid? Mader ham videre, mens Lille E styrter rundt i stuen og griner i sit nattøj.

07.20: Går op for mig, at sønnike på 12 endnu ikke er dukket op. Han er normalt en drøm af et A-barn, der vågner af sig selv og glad og velfriseret stikker hovedet ind i stuen klokken 07.00. Men ikke i dag. Marcherer ind på drengeværelset og får banket liv i ham.

07.25: Observerer, at Lille E er i gang med at splitte et ugeblad til atomer. Skrider ind og får hende med ind på badeværelset. Tid til operation ren ble og tøj på. Går strygende med latter og overskud.

07.35: Tøjet på: tjek! Herligt. Tid til at få sko på, men… Det. vil. hun. bare. ikke. Alarm: En mindre nedsmeltning er under opsejling. Og det er farligt. Jeg ved det af erfaring. Her nytter hverken søde ord, argumenter eller bestikkelse. Husker du Bruno Ganz’ amokscene som Hitler i ‘Der Untergang’? I forhold til en 2-årig i flitsbue er den scene ren hygge.

07.45: Projekt sko-på er droppet for en stund. Fokuserer i stedet på sønnike. Minder ham om madpakke i taske og håndboldtøj. Og hej-hej! Han er ude af døren.

07.55: Mini E og Lille E har en fest i stuen. Skønt! Skynder mig at krænge nogle gevandter på kroppen og reder det værste morgenhår ud.

08.00: Mini E ind på puslebordet. Ren ble, vaske ansigt, hov! Neglene trænger til en klipning. Pædagogerne i vuggestuen er – egentligt fair nok – ret sensitive over for hidsige babynegle.

08.10: Så er der styr på Mini E. Tilbage til Lille E og de kontroversielle sko. Denne gang går det som en leg. Pyha! Lettelse. Vi er næsten klar til at komme ud ad døren. Telefonen ringer.

08.12: Administrationen på sønnikes skole, som oplyser, at drengen har glemt sin computer. Og uden computer kan man ikke deltage i skoleundervisningen. I hvert fald ikke i Danmark anno 2018.

08.15: Har lokaliseret førnævnte computer og balancerer nu med den og Mini E i favnen ud ad hoveddøren. Lille E følger trop, men vil pludseligt gerne have et glas vand. Det får hun.

08.20: NU skal vi altså ud af den lejlighed!

08.25: Nede ved bilen. Børnene spændes et efter et fast i deres gigantiske Joie Elevate 1/2/3-autostole. Kaster mig ind bag rattet. Endelig på vej!

08.35: Rammer Tagensvej. Kø. Rigtig meget kø. Snegler os afsted.

08.45: Åh, du søde vuggestue! Der ligger du og lyser med dine frelsende døre for enden af parkeringspladsen.

08.46: Lille E får øje på en bunke nedfaldne æbler. De skal undersøges.

08.48: Tålmodigheden er opbrugt fra min side og med en sær blanding af omvendt psykologi og voksen-myndig-stemmeføring får jeg lokket min datter væk fra dagens biologiske eventyr.

09.05: Ude i bilen igen. Længere afleveringstid end vanligt. Årsag ukendt.

09.20: Ankommer til sønnikes skole. Grundet førnævnte kø har det taget 15 minutter at tilbagelægge en strækning på 1,8 kilometer.

09.25: Kan ikke finde sønnikes klasseværelse pga. nyt skoleår og forvirrende fejloplysninger på uopdateret førsommerferietavle.

09.30: Med venlig hjælp fra spøjs lærer i skatertøj lokaliseres 6. A’s klasseværelse og computeren havner i ejermandens hænder.

09.35: Vel hjemme i ghettoen. Smutter forbi Netto og handler ind til aftensmad.

09.45: Jeg står i lejligheden med mine Netto-poser og skuer ud over et raseret hjem. Lad dagen begynde!

Og hvad kan så gøres mere effektivt? Ikke meget, synes jeg. Glemt computer kostede 20 minutter. Og sko-optrinnet godt og vel 5 ditto. Æblebunken stjal lidt minutter. Og hvad sker der for Tagensvej og kø for tiden?

Men summa-summarum: Jeg kan og vil ikke effektivisere på det. Mod glemsomhed, morgentræthed og barnlig nysgerrighed. Med andre ord: Menneskelighed. Så… Vores kaotiske morgener kommer nok til at være en fast del af dagsprogrammet i endnu nogle år. I hvert fald indtil vores hjem er blefrit samt renset for børn i amme- og selvstændighedsalder.

Til mit gamle, tjekkede 2014-jeg har jeg derfor blot at sige: ‘So long, my friend. See you in 2020-something!’