En fødsel? Det tager da 2 timer - max!

9 ting, der gør København til tha bomb!

What! Det er 10 år siden, jeg smed min backpack på ryggen og sprang på fire-toget (bogstaveligt talt: jeg ankom til hovedstaden klokken 15.57) mod København. Goodbye Horsens Banegård og du jyske muld gødet med halbal-Bacardi Breezers, sved fra have-trampolin-spring og efterladenskaber fra diverse hunde på aftentur. Hello Copenhagen living!

Hvem var jeg dengang? En 21-årig CPH-newb uden kendskab til meget andet end Rådhuspladsen og så lige Rosenborg Slot, hvor jeg engang i 2001 overværede min fætter stå vagt for Dronningens juveler. Der er sket MEGET siden da. Jeg har boet 6 forskellige steder (8, hvis man tæller nødløsningerne med) og haft 6 forskellige jobs. Været fast morgenbader i Fitness World i den periode, hvor jeg ikke måtte bruge badet hos min emsige udlejer.  Jeg har tåget rundt på 5 forskellige cykler. Undgået billetkontrolløren i henholdsvis 4A og metroen mere end et par gange. Og så videre og så videre. Vigtigst af alt: Jeg har lært noget! Og føler mig faktisk omsider som en ægte, integreret københavner. En glad en af slagsen, for jeg elsker min by.

Og jeg deler gerne ud af min begejstring. Velbekomme!

  1. Cyklist, nyd det! Du har det herregodt. Hele den kommunale Teknik- og Miljøforvaltning er én stor mafia, der bare arbejder og likviderer for dig. Værdsæt det! Spred lidt kærlighed til de irriterende bilister. De har hårdt brug for det.
  2. Kvinder, nyd det! Ingen kigger skævt til os, selv om vi ikke har stiletter på, extentions i håret eller besøger solcenteret 3 gange ugentligt. Provinsmoden er en by i… ja: provinsen her. Og det er da skønt!
  3. Pendler, nyd det! Ja, det er sgu træls (ups, en jyde-lapsus) med den kystlinje, men hey! Glæd dig over, at hvis du misser en bus, så kommer der en ny om max. 8 minutter. Ikke først i morgen på samme tid.
  4. Børn, nyd det! I vokser op i en by, hvor der sker noget. Hvor I kan frekventere børnefestivaler, gratis koncerter, tegne med kridt på asfalten til gadefester og gå til alverdens mulige og umulige fritidsaktivister.
  5. Alle, der ikke har frikadeller som livret, nyd det! Vi kan proppe os med samosa, falafel, sushi, lassi, manakish og nordisk grød til vores bukser skriger om nåde.
  6. To-sprogede, nyd det! I kan kvidre med en masse andre på jeres modersmål.
  7. Musikelskere, nyd det! Der er koncerter hele tiden. Med andre end De Gyldne Løver og Die Herren (til de udenforstående: Danmarks største – og måske også eneste? – U2-efterligningsorkester)
  8. Falck-reddere og politibetjente, nyd det! Ingen så meget som løfter et øjenbryn eller snakker i dagevis om hvem det mon var I reddede/anholdt. I arbejder uforstyrret (i hvert fald når de autonome er på ferie)
  9. Ænder, nyd det! I bliver nurset, fotograferet og fodret dagen lang. Modsat jeres jyske fætre og kusiner vil I aldrig skulle leve med angsten for at blive nakket af en midtjysk jæger som grundlæggende livsvilkår.

That’s it! Tak til København for 10 gode år. Må de kommende 10 blive lige så gode. Men gerne med lidt mindre desperat boligjagt, tak.

Hvad elsker du ved København?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En fødsel? Det tager da 2 timer - max!