Nu med fire år på parforholdsbagen

I dag har jeg været i en relation med min kæreste og faderen til mine børn og bonusbørn, mr. E, i fire år. Siden 18. august 2014. Bum! Siden den mandag aften for fire somre siden har livet virkelig taget fart for os: Vi slog pjalterne sammen og fik fælles husstand efter 7 måneder, efter 10 måneder blev jeg gravid med lille E, efter halvandet år blev vi forældre første gang og i dag har vi altså også mini E, der bliver 1 år lige om lidt.

Hvordan kunne det dog komme så vidt? Alt, hvad vi lovede hinanden den dag vi fandt sammen, var blot følgende: “Nu tager vi én dag ad gangen og så ser vi, hvad der sker…” Ganske uromantisk og lidt forbeholdent, ikke? Men måske er det netop dér, lige der i al happy-go-lucky-mentaliteten, at årsagen til tingenes rivende udvikling skal findes. No pressure! Og når der ikke er noget stort pres i form af tanker om stormende forelskelse, frieri, drømmebryllup og alt hvad der hører med til all-inclusive romancepakken, ja, så skal jeg da lige love for, at jeg tør slå mig løs.

Ser I, jeg har altid været skræmt ved tanken om et prædestineret liv med ægteskab, fast job, stort hus, bil og børn. Aldrig har jeg turdet tro på, at den skæbne skulle være mig forundt. Og jeg har altid haft en udefinerbar modvilje mod den slagne vej; eller rettere en slags angst for, at med et endeligt valg af en mand ville mit liv være fastlåst i hverdagens rille som jeg – lige som Túrell – holder ganske meget af, men som også til tider får en rebelsk side frem i mig. Oven i hatten er jeg ganske konservativ og af den holdning, at skilt! Det bliver ‘man’ bare ikke. Virkelig en idealistisk og ganske urealistisk tilgang til familieliv i dagens Danmark, hvor skilsmisseprocenten buldrer derudad på omkring 50. Så hvordan skulle jeg dog turde forpligte mig til et familieliv, når nu risikoen for, at det hele alligevel ville falde fra hinanden var 50/50?

Nuvel, det var Karens mindset anno 2014. Og her sidder jeg så i suppedasen med mand, lejelejlighed, bil og fire børn. Dog ingen husdyr, men… Det lugter lidt af slagen vej, ikke sandt? But guess what? På ingen måde føler jeg mig fanget. Tværtimod synes jeg, at mit liv er blevet beriget med det kaos og hurlumhej, som fire børn i alle aldre bringer med sig og det er med stolthed, at jeg betragter min larmende familie og vores farveblyants-/krummehærgede hjem her på Nørrebro.

Vi lever på Eckhardt Tolle’sk – d.v.s. lige her og nu uden at tænke for meget frem eller tilbage i tiden – og det passer mig fortrinligt. Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig med resten af min generation: Er den mon – som jeg – skræmt ved tanken om model villa, vovse og vogn eller søger den kernefamilien og den stabile tilværelse? Jeg ved bare ét: At jeg i bund og grund er rigtig godt tilfreds med ordning ‘vi-tager-lige-én-dag-ad-gangen’. Den har indtil videre holdt i 1461 dage og bragt masser af kærlighed krydret med lidt occasional konflikter med sig. Og det er ik’ så ring’ endda.