Bo småt - lev stort

Babysøvn: Hvor mange penge har du brugt?

Det viser sig, at 2 andre på min arbejdsplads også lige er kommet tilbage fra barsel. Oven i hatten er der tre af mine kolleger, der også er mødre til pseudotvillinger. Så ja, det måtte jo ske: Den store søvnsnak. Den oprandt i dag under frokosten, hvor lidelses- og opmuntringshistorier blev delt flittigt. Det fik mig til at tænke på alle de tiltag, jeg har været igennem for at få mine børn til at sove. Et kort overblik over hvad jeg har gjort:

  • travet frem og tilbage med Lille E i klapvogn ved midnatstid i den mørke decembernat på brostenene i Vedbækgade ved Stefanskirken
  • spadseret op og ned ad Nørrebrogade med Lille E i Ergobabyen klokken 04.30 en sommermorgen blandt fulde, sorgløse mennesker på vej hjem fra byen
  • haft en periode med Lille E, hvor hun udelukkende kunne sove i sin klapvogn, mens jeg rullede hende frem og tilbage om natten
  • de første 7 måneder sov hun aldrig andre steder end i min slyngetrøje – det vil sige, at jeg skulle trave rundt 3 gange om dagen med et barn, der vågnede med et spjæt, så snart jeg satte mig ned
  • brugt min telefon natten lang til at køre app’en SleepBaby for fulde drøn (til dem, der ikke ved, hvad SleepBaby er: en simuleret føntørrerlyd, der blæser løs, så ens lille pus stadig føler, at det ligger trygt og godt i mors mave)
  • siddet med Lille E i nattens mulm og mørke og i afmagt stirret på Little Baby Bum sammen med hende de nætter, hvor hun var lysvågen og jeg efter utallige putningsforsøg måtte kapitulere og tænde for TV’et for at få ro (ikke særligt konstruktivt, I know)
  • haft lammende ondt i mine lår af at sidde på sengekanten og hoppe op og ned som en maniac med Lille E i favnen
  • ammet og ammet og ammet og ammet og ammet hver evig eneste gang, hun vågnede om natten – nogle gange hver halve time

Ja… Listen er lang. Nogle ting har jeg sikkert lykkeligt fortrængt og de er derfor ikke nævnt. Og listen omfatter kun Lille E. Turen fortsatte med Mini E. Dog i langt mindre skala, da han alle dage har haft et noget bedre sovehjerte end sin storesøster. Men for syv-sytten da, hvor har de her små 3 år med søvnfrustrationer egentligt trukket tænder ud. Det blev jeg lige mindet om i dag i den ellers så hyggelige frokoststund.

Før jeg fik børn, fattede jeg ikke rigtig, hvorfor forældre altid ævlede om søvn. Når mine veninder, der allerede var mødre, begyndte at snakke om deres børns sovevaner, lyttede jeg da høfligt med. Men sagens smerte gik aldrig rigtigt op for mig. Lige som jeg erindrer en scene i en af Klovn-filmene, hvor Casper og Frank kommer hujende og jublende hjem til Frank – i kanon humør – for glædesstrålende at overbringe Mia en god nyhed. På vejen formår de dog at vække Mia og Franks lille baby, der sover i barnevognen, og så er helvede løs i form af en Mia, der skælder og smælder. ‘Nå, nå, sikke da en tvær reaktion’ tænkte jeg. Men det var dengang!

I dag er jeg selv hende moren, hvis mund forvandler sig til en streg, mens øjnene skyder lyn, når nogen (læs: en i familien) vækker Mini E eller Lille E. AAARGGGH! Det er bare det VÆRSTE, jeg ved. Det kan gøre mig helt sindssyg. Så jo, jeg forstår nu til fulde vrede mødre, der flipper ud over børn, der bliver vækket af ubetænksomme, lalleglade mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, hvilken kamp det kan være at få et barn til at overgive sig til søvnen. Det er da også derfor at jeg har været villig til at betale ved kasse 1 hver gang jeg er stødt på et produkt med det magiske ord ‘søvngaranti’.

Og hvad er det så løbet op i? Jo, godt og vel 6000 kroner. For to slyngevugger i forskellige størrelser, 3 tyngdeposer i forskellige størrelser, en såkaldt slyngetrøje, 2 forskellige strækvikler og en ErgoBaby. For ikke at tale om antal timer brugt på at granske sundhedsplejerskerne Helen Lyng Hansen og Else Guldagers mere eller mindre fantastiske svar på frustrerede mødres søvnspørgsmål på netsundhedsplejerske.dk. Jeg er ikke den eneste: 7623 spørgsmål er der indtil videre stillet om søvn til stakkels Helen og Else, der efterhånden må have udviklet begyndende slidgigt i fingrene af at svare på alt lige fra opvågninger og bamser til søvnassociationer og night terror.

slyngetrøje baby barn søvn sove søvnvaner night terror ergobaby slyngevugge søvnassociationer lur vugge

Min allerførste investering i babysøvn: Slyngetrøjen, som Lille E nærmest boede i de første tre måneder af sit liv

6000 kroner. Det svarer til en charterferie for 2. Eller til de mange kjoler, jeg ikke har købt til mig selv de sidste par år. Har det været pengene værd? Hvad virker – og hvad virker ikke? Det vender jeg stærkt tilbage med i mit næste indlæg. Stay tuned, hvis du også er ved at gå i hundene af manglende nattesøvn 🙂

#bloggersdelightplus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bo småt - lev stort