Min mands vilde vægttab

Vildt vægttabs-coleslaw

Holy moly! For et par dage siden delte jeg mr. E’s fantastiske vægttabsrejse, der på 3 måneder har rystet 30 kilo af ham. Det kan du læse om her. Og jeg skal da lige love for, at det er en historie, der har vakt folkets interesse. Det er væltet ind med ‘godt gået’-kommentarer og en masse spørgsmål, der mest af alt kredser om: ‘HVORDAN?’ og ‘HVAD HAR HAN SPIST?’

Det siger noget om, at vi er en masse, der kender til kampen mod kiloene. Jeg har selv været der for nogle år tilbage med en masse håbløse forsøg på at slippe af med min lidt for bløde mave, dobbelthagen og de åh-så-nuttede elskovshåndtag, der altid maste sig op over mine jeans. Og hold da op, hvor er jeg blevet snydt mange gange. Ingen kure nævnt, ingen glemt. Jeg skal ikke trætte jer med mislykkede forsøg. Faktum er bare, at intet virkede. Og det var først, da det gik op for mig, at det var de forskellige slankekure og IKKE mig, der var uduelig, at jeg opnåede resultater.

Nuvel, jeg vil hjertens gerne dele opskrifterne på de retter, der har fået kiloene til at stryge af mr. E – og mig selv i tidernes morgen. Disclaimer: Der er intet sanseligt Nigella Lawson-agtigt over mine opskrifter. Jeg nyder ikke at bruge tid i køkkenet og det gør mr. E bestemt heller ikke. Vores opskrifter lever i stedet alle op til følgende kriterier:

  • De skal være hurtige at lave
  • De skal være simple
  • De skal være billige og med enkle, lettilgængelige råvarer
  • De skal gerne kunne holde sig et par dage i køleskabet

Vi lever i nu’et. Det gør alle par med små børn nok, vil jeg vove at påstå 🙂 Og netop derfor er ovenstående kriterier så vigtige for os. Læg dertil, at vi prioriterer at bruge vores penge på oplevelser og rejser, så hvis du er til feinschmecker-gourmet-mad, så er det ikke her, du skal søge inspiration.

Så er der vist disclaimet og advaret nok 😀

Here goes: Jeg har allerede tidligere lagt en opskrift op på min boomblastic green salad, som vi har spist en masse af på ‘forsvind-mave’-kuren. Opskriften kan du se lige her.

Og her kommer så opskriften på vores vilde vægttabs-coleslaw, som vi også har spist kilovis af i løbet af sommeren. Med mærkbare resultater på vægten som gevinst. Den er dejlig crunchy og cremet.

Vildt vægttabs-coleslaw:

Ingredienser:

Gulerødder (250 gram)
Hvidkål (350 gram)
Persille (5 spiseskefulde)

Græsk yoghurt 2% (200 gram)
Dijon-sennep (1 tsk)
Sukker (1-2 tsk)
Citronsaft (2 tsk)

Fremgangsmåde:

Riv gulerødderne på et rivejern og hæld dem i en flot, indbydende skål. Snit hvidkålet i tynde strimler. Hak persillen fint. Bland det sammen med gulerødderne.

I en lille skål rører du dressingen sammen: græsk yoghurt, dijon-sennep, sukker og citronsaft.

Rør til sidst det hele forsigtigt sammen i den store skål. Bon appetit! Smager lækkert sammen med et stegt stykke protein (læs: bøf, kotelet, frikadeller) eller kogte æg on the side.

vægttab slankekur opskrift kalorier

Knasende gulerødder, sprød hvidkål og forfriskende persille danner basen…

slankekur vægttab kalorier opskrift

Græsk yoghurt, tyrkisk yoghurt… Kært barn har mange navne. Men det er ligemeget. Om det er et græsk eller tyrkisk barn, så er det i hvert fald et barn, der giver en lækker cremet smag 🙂

vægttab slankekur kalorier opskrift

Røres sammen med dijon-sennep, sukker og citronsaft. Pas på dijon’en: Det er virkelig en krasbørstig fætter!

slankekur kalorier vægttab opskrift

Det færdige resultat. Garneret med lidt peanuts. Enjoy!

2 kommentarer

  • Birgit

    Lækker salat. Den skal vi have til aftensmad. Fantastiske resultater I to har nået. Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min mands vilde vægttab